Af Per Møller
1. viceborgmester (C)
Formand Sundhed-, Ældre- og Handicapudvalget
Hjørring Kommune
Du danske sommer jeg elsker dig…. Og så alligevel er jeg en smule trist og det vil jeg gerne dele med dig….
Det er sjældent jeg græder. Jeg kan ikke huske hvornår det sidst var. Men jeg græd i går.
Og det er ikke fordi at ferien er slut, børnenes skolestart og hverdagen venter lige om hjørnet….
Nej, det skyldes ene og alene, at jeg (og Anja) indenfor de sidste 8-10 dage har oplevet uforholdsvis mange dødsfald blandt unge kvinder og mænd, som vi på en eller anden måde har haft en relation til. Mennesker som har sat fodspor hos os – eller hos vores børn.
En hård skæbne, som de og deres efterladte ikke har fortjent. Og det gør mig bare trist, at vide, at børn og unge menneske, denne sommer, har mistet deres far eller mor. At forældre må tage afsked med deres søn eller datter. Det er jo den omvendte verden og det giver en grad af mismod hos mig! Også selvom døden er en uundgåelig del af livet.
Jeg fandt denne prædiken, som jeg kan huske fra en bisættelse. Den kan måske også give dig en smule trøst:
”Alt i livet har sin egen tid: Tid til at fødes og tid til at dø, tid til at plante og tid til at høste, tid til at dræbe og tid til at læge, tid til at bryde ned og tid til at bygge op, tid til at græde og tid til at le, tid til at sørge og tid til at danse, tid til at dænge sten på en mark og tid til at samle dem, tid til at omfavne og tid til ikke at omfavne, tid til at finde og tid til at miste, tid til at gemme og tid til at kassere, tid til at flænge og tid til at lappe, tid til tavshed og tid til tale, tid til at elske og tid til at hade, tid til krig og tid til fred.”
Derfor vil jeg minde mig selv om:
- At jeg skal være taknemmelig for de nære og meningsfulde relationer jeg har.
- At jeg skal være taknemmelig for min familie og vores kærlighed til hinanden.
- At jeg i større grad skal værdsætte livets sande værdier.
- At livet er større end døden.
Tak fordi jeg måtte dele mine tanker med dig.


