Af Maria Ellesøe Dalsgaard
Hirtshals
Jeg arbejder i sundhedssektoren og tager til et alm. rutinetjek torsdag. Lørdag morgen tikker en besked ind i E- boks “Du er positiv med Covid-19”. Min første tanke var; “det er en syg joke og ikke sjovt spam”, indtil det går op for mig, at jeg er smittet. Verden gik i stå, og det første jeg tænkte var “har jeg smittet nogle?”.
Der står et fint telefonnummer man kan ringe til, når man er smittet. Det gjorde jeg. Jeg skulle oplyse hvor jeg havde været henne 48 timer før jeg blev testet og 48 timer efter, om jeg vidste hvor jeg var blevet smittet “alt dette var lidt syrealistik, da jeg ingen gang vidste jeg var smittet med Covid-19”.
Først vil de have jeg bare skulle gøre som normalt, blev dog ringet op igen og hun beklagede hun var ny, men jeg skulle isolere mig i 7 dage fra testdag pga. jeg var symtomfri. Hele møllen gik i gang og jeg måtte ringe til arbejde og nærkontakter og informere dem om den kedelige nyhed. “Jeg har aldrig følt så meget skam i hele mit liv, jeg følte at jeg nærmest var kriminel”. Det skal siges at det var ikke dem jeg ringede til der fik mig til at føle sådan, men det var djævlen i mit hoved der fik skyldfølelsen til at flyde ned over mig. Mens dette står på trækker min familie sig fra mig og holder afstand “det var vi jo lært, hold afstand”. Alt uvisheden og tvivl fløj rundt i vores hoveder.
Alle mine egne ord “mundbind reder ikke verden”, som jeg havde sagt mange gange op til denne dag. Måtte jeg bide i mig. Jeg tror stadig ikke det reder verden, men det gjorde at jeg ikke havde smittet nogle af beboerne på det plejehjem hvor jeg er SSA elev.
Min ene dater græd, da hun sagde “ nu bliver jeg pigen på skolen med Corona familien”. Denne udmeldning gjorde ondt dybt inde i hjertet. Er vi virkelige sådan? Kommer til at tænke på Corona udbrud i Sindal, hvor folk blev udstødt. Undskyld mig, men hvor H…… er vi henne, når det kan ske.
Min familie skulle testes og det skulle de to gange. Vi bookede tid. Til vores store forbavselse, skulle de som nærkontakt op og stå i kø med alle andre. De tog deres forholdsregler og havde mundbind på, hvis de nu var smittet. Dette er ikke et klap på skuldren fordi vi er engle og gode, men et råb til Sundhedsstyrelsen “det er fandeme tåbeligt, når der er drive ind test på sygehuset”.
Det skulle vise sig min mand blev testet positiv. Det var 36 lange timer at vente på det svar. Vores piger blev testet negative og vores søn, havde de ikke kunne teste.
Det stillede os i en ny situration, men vi kunne ikke få svar denne dag, da alt var lukket. Det første vi gjorde om morgenen var at ringe til nummeret igen, men der var de hurtigere end os, grundet køen på en time. De vidste faktisk ikke hvad vi skulle, og tvivlen var stor og jeg blev frustreret og tog mig selv i at blive sur. Det er jo ikke den unge piges skyld i den anden ende i røret, men når man er så usikker på hvad der skal ske, hjælper det ikke den der skal hjælpe, ikke hjælper.
Min frustration om, at det kunne ende ud i 5 ugers isolation, gjorde at hun tog valget og snakkede med en supervisor. Vi skulle isolere os hver for sig. Min mand blev smidt i soveværelset og vores piger blev spæret inde på deres værelser. Det lyder groft, men det var det også. Jeg har aldrig følt mig så ondskabsfuld, at berøve nogle deres frihed, selvom de ikke var skyld i noget. Det var min skyld, da det var mig der var smittet
Børnene skulle testes og efter jeg råbte højt, fik vi lov at køre i drive in test. Pigerne tog det i stivarm, men vores dreng nægtede. Det resulterede i djævlen kom frem igen. Han blev holdt, mens testen blev taget og tårende trillede ned af kinderne på mig. Hvad var det Covid-19 gjorde mig til.
Trods der skulle komme svar indenfor 24 timer, blev det igen 36 lange timer, især for pigerne som var spæret inde på deres værelser. Det viste sig de var negative og vores søn positiv, som han nok har været hele tiden samtidig med min mand.
Alt dette har resulteret i isolation hver for sig. Vi venter nu på pigernes sidste svar resultat og er forhåbentlige frie 9 dage efter vi blev isoleret fra omverden.
Symptomer hmmm det er begrænset, min mand og jeg mistede vores lugtesans ( er begyndt at vende retur), smerter i hoften, mild hovedpine. Min søn og jeg har fået udslæt der minder om bumser, samt har vores søn haft feber. Men vi er sluppet meget billigt. Men igen ikke noget vi vil have tænkt som Covid-19 hvis ikke det var for, at vi var testet positive.
Jeg har de sidste dage fået lov at gå begrænset ud, for at handle ind. For jeg smitter jo ikke mere!! Men hvad ved vi egentlig om dette?? Takler sundhedssystemet det rigtigt eller gør uvisheden at vi fejler her?
Hvad tænker omverden, hvordan bliver vores piger taget imod? Tør folk nærme sig os? Bliver vi Corona Familien?
Hvorfor tør man ikke snakke højt om, at man er smittet, hvorfor er det blevet et tabu?