Business Hjørring følger løbende og meget tæt udviklingen i lokale jobopslag, oplyser erhvervschef Ole Bendix på LinkedIN.
I fredags nåede tallet af lokale jobopslag helt op på 332 jobopslag. især kontor, IT, økonomi, mekaniker, tekniker og ingeniør samt sundhed og pleje stikker ud. Der er også 30 elevpladser på listen.
– Det er et sundhedstegn, at virksomhederne mangler nye medarbejdere. Men det viser også, at der er behov for en fælles indsats sammen med virksomhederne om at sikre, at de får adgang til de kompetencer, de har brug for, forklarer Ole Bendix.
Business Hjørring er ifølge erhvervschefen i gang med at udarbejde en erhvervsstrategi for de næste fire år. Strategien skal til politisk behandling til maj, men indsatsen med at opkvalificere arbejdsstyrken får med stor sandsynlighed en central placering.
– Der er forskellige muligheder i redskabskassen, for eksempel videreudvikling af Ungegarantien, vejledning af virksomhederne om seniorindsats og efteruddannelse, sætte endnu mere fokus på tiltrækning af højtuddannede samt vejlede om mulighederne for at lade digitalisering og automatisering løse nogle af opgaverne, forklarer Ole Bendix.
Sammen skaber vi løsninger er titlen på den kommende erhvervsstrategi og Business Hjørrings tilgang til organisationens arbejde.
– Allerede nu ser vi positive signaler fra mange virksomheder, et eksempel er Job- og Karrieremessen på tirsdag den 5. marts, hvor ca. 80 virksomheder er standholdere, og det momentum skal vi holde fast i, slutter Ole Bendix.