Af Mads Nygaard
Forfatter
Ja, det er mig i gyngestolen i boghandlerens udstillingsvindue i Nykøbing Mors. Herfra udbasunerede jeg min roman fire gange i weekendens løb. Mikrofon indenfor, højttalere ude på gågaden, så alle forbipasserende fik et skud litteratur med på vejen.
Sent fredag aften ankom jeg til Hotel Pinenhus. Her skulle jeg overnatte. Receptionisten bød velkommen og sagde i samme åndedrag godnat og gik hjem til sig selv. ”Hvis der var noget, kunne vi bare ringe.”
Der blev noget, for da jeg havde været ude at tage en pibe godnattobak, duede mit nøglekort til værelset ikke. Jeg gik i receptionen og ringede til det anviste nødnummer. En mobiltelefon på et forladt skrivebord i receptionen kimede. Jeg blev så forvirret, at jeg overvejede at tage den selv.
Jeg vendte tilbage til den obsternasige dør og prøvede nu nøglekortet i alle tænkelige variationer. Jeg pustede på det. Gned det i skjorten. Lyste rødt hver gang.
Umanerligt træt overvejede jeg at sove i receptionen. Det har jeg stor erfaring med fra mit job som natportier på Hotel Skaga i Hirtshals (2001-2002). Jeg tog skjorten af og stod nu i bar mave på Pinenhus, da der kom sene gæster, et ægtepar, tror jeg. ”Velkommen,” sagde jeg for ligesom at bløde situationen op.
Parret skulle heldigvis ikke booke et værelse, det havde de i forvejen. ”Alternativt,” hørte jeg manden sige. Jeg så dem gå ned ad den lange gang og så let som ingenting åbne døren til deres værelse. Tyk misundelse. Jeg kiggede på brandalarmen og spekulerede på, om alle døre automatisk ville åbne sig, hvis man igangsatte den.
Jeg smed nu sko og strømper. Savnede min tandbørste inde på værelset. Bukserne beholdt jeg på. Jeg skimmede receptionen for alle tænkelige tlf-numre, der kunne tilhøre en ansat på stedet. Bingo! Jeg fandt selveste direktørens nummer. Han blev overhovedet ikke alarmeret. ”Kig til højre. Kan du se pengeskabet på væggen?” Som det naturligste i verden gav han mig mu en lang talkode. I bare tæer tastede jeg dem ind.
Nu kom nogle nye sene gæster, endnu et ægtepar. God dammit, jeg så suspekt ud lige der! Barmavet indbrudstyv. Kunne se det i deres blikke, deres nervøse trin, den hektiske dialog, der fandt sted mellem dem ned ad gangen.
Klik! Pengeskabet åbnede sig. Fuldkommen blottet for indhold. Dog med en lille stak universalnøglekort. Jeg takkede helt overdrevent som om direktøren havde skænket mig sin nyre kl. 00.45 i Pinenhus.
Velsignet tilbage på værelset børstede jeg tænder. Luksus. For lige at få en bid mere af hotellets glæder tændte jeg fjernsynet. Det var en direkte udsendelse. I sort/hvid. To storke i en rede. Der var strid blæst dér, hvor de var. Gjorde det svært at se, om de sov eller bare holdt vejret. Fjerpragten så meget i live.
Jeg skulle fordømt tidligt op for at sætte mig i gyngestolen i udstillingsvinduet nok engang. Burde slukke for storkene, men kunne ikke. Kom til at tænke over, om storkene mon egentlig havde lyst til at blive fulgt på den måde. Et konstant kamera på al deres gøren og laden. Var det derfor, de stod op? En stille protest midt om natten i provinsen. Og hvor mange sad ligesom mig fuldkommen hypnotiserede og kiggede med?
Det blev den mest filosofiske nat i lange tider. Jeg tænkte på Rud i Pelle Erobreren. På Buster. Scenen hvor store stygge Lars får lov til at tyre bolde lige i smasken på vores elskede tryllekunstner. På Erik Clausen i Underholdningschefen, hvor han så inderligt gerne vil gå i fodsporene på Fleksness og blive entertaineren over dem alle. På Oslo-overfarten.
Jeg lukkede ikke et øje. Men storkene og jeg blinkede til hinanden hele natten. Forpjuskede i samme redelighed. Det gjorde vi!