Af Anne Nørgaard Riisager
Gilsigvej 50
Hjørring
Vores ejendom, vores trygge base og vores hjem, hvor vi har set frem til at udleve mange af vores fælles drømme, er nu blevet et kommunalt projekt, hvor vi blot kan stå på sidelinjen og se til. Vores livskvalitet er nu påvirket af søvnløse nætter, bitterhed samtidig med en uanet betydelig økonomisk forringelse af vores ejendomsværdi.
Jeg kan have svært ved at finde én eneste borger, der i deres baghave vitterligt ønsker sig – ja hold fast – en 3,6 km MUR af Kæmpe Vindmøller – med samtidig alle dets gener, de også medfølger. Jovist er flere ejendomme opkøbt, hvis beboere naturligvis er ”positive” for projektet, men selv den mest ihærdige klimahelt vil finde vores nuværende beliggenhed fredfyldt og livsfremmende, frem for en dagligdag med roterende vindmøller, oversvømmelse, skydebane og hvad kommunen ellers må gemme på af ”temaplaner”.
Hvad pokker sker der? Hvordan kan det være gået så galt? Hvordan kan det være muligt, at lokalpolitikere og fagfolk med ét, kan trække tæppet væk under os – helt uforskyldt.
Vi har aldrig stukket næsen frem eller givet vores mening til kende i det offentlige rum. Indrømmet, vi går ikke synderligt meget op i politik. Vi har passet os selv, nydt familien og vores hverdag – ALT imens kommunen tonser derudaf med fuldstændige vanvittige og katastrofale beslutninger om vores hjem og liv. Det tager vi til efterretning!
Men nu føler vi os nødsaget til at råbe op, og også oplyse jer alle om, hvor umoralske beslutninger der tages hen over hovedet på os borgere. Måske er det dig, næste gang? For det rammer nemlig ikke kun hos naboen, har vi erfaret.
Den anden dag fik vi vores første minut in fame. Det var grænseoverskridende, og noget vi helst vil være foruden. Med nervøse miner tog vi imod en journalist og kameramand på matriklen for i håb om, bare et spinkelt, måske naivt håb om, at nogen vil lytte til os.
Hos politikker Søren Smalbro gav det dog ikke meget medfølelse. Salutten i hans afsluttende tv-tale lød, ” at det at blive inddraget og blive hørt, det er ikke altid det samme som at få ret.” SÅDAN. Men ret i hvad? At vindmøllerne fejlplaceres, at vi er blevet hørt? Og der må vi bare endnu engang slå fast – Ingen – ingen hverken politikker eller fagfolk har været forbi os naboer og fået vores syn på sagen. De anbefalede høringsmuligheder svares der ikke på, og opråb affejes med en politikkers professionalisme!
Og sikke da en oplevelse at sidde til borgermøde i Vrå. Fagfolk, der præsenterer en masse planer uden at give os et reelt billede af, hvordan det vil påvirke os berørte borgere, politikere, der førte valgkamp, og et skydebaneprojekt der blev manet til jorden til trods for realiteten er beskrevet, sort på hvidt, på et kommunalt skriv fra 2020. Men altså – Intet herunder vindmøller, oversvømmelse, skydebane eller kemifabrik er jo besluttet endnu – blev der formanet af politikerne. Der er jo snart valg, og ét projekt ad gangen – blev der sagt.
Udover dyb frustration bliver jeg (sgu) også vred. Vred over, hvordan man som almindelig borger i en kommune, i Hjørring kommune, behandles. Hvor er vores selvbestemmelsesret? Vores menneskeret? Nærpolitikken? Hvis jeg selv skal svare – fuldstændig ikke eksisterende!
Det er en ulige kamp mod overmagten! Det ved vi, men vi må ikke give op – det kan vi simpelthen ikke – vi må hægte os til den lille åbning, at miraklernes tid ikke er forbi. At der må være nogle folkevalgte politikker, der vægter mennesket – borgerne i Hjørring kommune – og fornuften før et regneark og indavlede lokalaftaler, eller at der måske vedtages et lovforslag, der en gang for alle beskytter naboer mod kæmpe vindmøller og anbringer dem på havet, som flere eksperter jo gentagne gange påpeger er den bedste løsning for alle. Eller noget helt syvende.
Man har jo lov til at drømme, selvom der er søvnløse nætter.
En ulige kamp er igang! – efter det omtalte borgermøde, hvor os der vil blive MEST berørt, har MINDST at skulle have sagt….
Chokeret, frustreret og dybt skuffet kæmper vi videre og håber andre uskyldige borger i landet, ALDRIG kommer i samme situation.
Guldborgsund Kommune samme standard. Politikere der ser sig selv i føretrøjen når de officielt og skinhelligt kæmper for verdens overlevelse, og uofficielt for direktørposter og andre fordele. Så godsejeren eller rigmanden får projekt havvindmøller på hans land godkendt, trods ABSOLUT ingen fornuft, intet behov eller fairness overfor menig mand i området. Trods 1200 indsigelser, der alle frækt blev besvaret enslydende som ikke relevant! Kommunernes politikere har glemt hvem de arbejder for. Og værdierne man sætter på i kommunalbestyrelsen er ikke borgerne. Det er så skævt som det kan være, og det kan kun gå galt.