På alle Hjørring Kommunes folkeskoler skal der foregå såkaldt karrierelæring, som er et led i Ungegarantien. Bag begrebet gemmer sig en vision om, at børn hele vejen igennem skoleforløbet skal pejle sig ind på at få en uddannelse og et job.
I den netop forgangne uge har børn og voksne arbejdet med karrierelæringen på en anderledes måde på Bindslev Skole. Her blev kendskabet til flere forskellige erhverv nemlig foldet ud på en både legende let samt praktisk og kreativ, men derfor også lærerig måde.
Børnene var dels på flere forskellige virksomhedsbesøg, dels skulle de hjemme på skolen i de forskellige klasser arbejde indgående med et bestemt erhverv, som blandt andet var bageri, købmand og optiker med egne butikker samt etableringen af en fritidsklub.
Endelig etablerede en klasse også Mediehuset Bindslev, hvor eleverne både dokumenterede de andre børns aktiviteter og lavede videointerview med blandt andre ansatte i den lokale Bygma, halinspektøren Christan Engen og skoleleder Louise Høholt.
Ikke mindst interviewet med sidstnævnte, som kan ses ovenfor, blev interessant også for de ansatte voksne, fordi de to kvikke elever afslutningsvis spurgte ind til skolelederens tanker om fremtidens skole.
Video: Lias og David i 5. A.
Foto: Niels Skipper.