På vej på gåben op ad Park Allé møder jeg en ældre herre med en hund. I det vi passerer hinanden med et lille nik, siger han sådan helt inderligt og oprigtigt:
“Jamen så flot en trøje du har på”
Mig: “Ej, tusind tak!”
Herre: “Har du selv strikket den? Min datter har nemlig strikket en magen til til mig – og alle andre mænd i familien”
Mig: “Ja, det har jeg – og sikke da en dejlig datter, du har”
Den ældre herre ser pludselig helt bekymret ud:
“Var det i orden, at jeg sagde du havde en pæn trøje? Man ved jo aldrig…”
Mig, der havde spottet, at han i den grad mindede om min gamle lune far:
“Ja, det er fuldstændig i orden. Jeg blev rigtig glad….. men… altså… havde du nu sagt, at mine bryster så pæne ud i den trøje, så havde det nok ikke været så godt”
Herre: “Nej, uha da nej! Men så er det jo godt, at det ikke kommer frem før om 20 år, og så er jeg væk for længst”
Mig (tænker): “Hold nu magle altså, hvor har jeg bare lyst til at give dig en kæmpe krammer”
Tak til universet for lige at sende morfar version 2.0 forbi min vej i dag.