Hirtshals “Vi mangler yngre mennesker, og må se at få lokket nye tilflyttere til kommunen”, lyder det ofte fra politikerne, og de fortsætter: ” Det har vi allerede uden særlig held prøvet på i mange år”.Jeg tror gerne, at det har været således; men mulighederne for at lokke nye borgere til vores egn er i dag langt større end for år siden, og dette må vi udnytte.
I de senere år – og ikke mindst under coronatiden – har folk rigtig fået øjnene op for vores skønne natur og kystlandskabet. Yngre familier med børn søger nu væk fra de større byer, og vil godt ud at “bo på landet”, hvor man kan købe huse til fornuftige priser, og hvor der er god plads til børnenes leg i haven. Andre, vælger at flytte dertil, fordi de elsker naturen og gerne vil bo i fredelige omgivelser tæt på skov og kyst, hvor de i fritiden kan motionere m. løb, surfing osv.
Ikke bare danskere drømmer om livet i “det grønne”, også mange unge tyskere ønsker at slå sig ned i kystlandet, og finde job her eller starte egen virksomhed, som vi også ser det i Klitmøller.
Den yngre årgangs lyst til at komme til at ” bo på landet”, hvor der er fred og ro samt masser af natur, bør vi udnytte. Dette kan ske ved at vi får “pyntet” de små satellitbyer ved at få væltet gamle, faldefærdige, forladte huse, renoveret veje m.m.
Situationen angående tilflytning af nye borgere er for tiden yderst god; men dette kan jo hurtigt ændres, om vi ikke passer på stedets herligheder, og f.eks. erstatter fredskov med en stor havmøllepark, der strækker sig helt ud på det nye kystland. Ingen vil slå sig ned i Hirtshals eller omegn, om den skønne rå fiskeri-og havneby ændres til et møllehelvede ( ubehagelig lavfrekvent støj og irriterende glimt fra vingerne).
Alle de senere gode tiltag for at gøre byen køn og spændende er spildte, og vi får fraflytning og ingen tilflytning, om byen ændres til “havmøllepark”. (Man anbringer normalt ikke kæmpevindmøller så tæt på en bys parcelhuse).
Målet med de nye 18 -20 kæmpemøller er vel , at borgmesteren på de kommende Naturmøder sammen med Green North vil kunne bryste sig af, at i Hjørring Kommune blev der virkelig gjort noget for miljøet. Ja, en by blev lagt øde/affolket – til fordel for et energiforsøgsanlæg.
Nok skal vi tænke grønt, men her går det for vidt!
Det vi har brug for her og nu er ikke forsøg ,men fornuftige tiltag, og her står havneudvidelsen i første række.
Der må laves en masterplan og sættes eksperter på; for selvfølgelig kan det lade sig gøre at udvide havnen uden at ødelægge vores by. Vi ønsker jo alle, at havnen udvides og tilpasses behovet.
Vi skal have havneudvidelse; men denne kræver hverken kæmpemøller eller ofring af fredsskov!