2-mands hold i keglebillard har på udebane spillet mod Tårs 1.
Resultatet blev uafgjort 2-2.
Egon Jørgensen (4,29) kiksede starten totalt, hvorved han hurtigt var spillet langt agterud. Da han endelig fandt fodfæste gik det imidlertid stærkt med at indhente det forsømte. Da han fik kontakt, satte modstanderen desværre igen højt tempo. Med denne kolde spand vand, så det igen meget svært ud. Han kæmpede dog bravt. Da han næsten igen nåede tilbage, kiksede han desværre. Herved måtte han sluttelig indkassere et lille nederlag.
Michael Fischer (14,57) lagde særdeles hårdt fra land. Hurtigt havde han således opbygget et kæmpe forspring. Umotiveret kiksede han et par oplagte sekvenser, hvorved spillet nærmest tiltede. Op ad bakke blev det, da selv de små scoringer nu blev besværlige. Han kæmpede dog med tingene alt i mens modstanderen bare rykkede nærmere. Da han endelig kun manglede at vælte en enkelt pind. bredte uhyggen sig. Frygten for at jokke i spinaten blomstrede. Efter en dyb indånding fik han dog træet skovet. Modstanderen havde efterstød, Dette blev brændt. Således kunne han sluttelig hive en meget smal sejr i land.
Old boys hold 2 har på udebane spillet mod Hjørring 2.
Resultatet blev uafgjort 4-4.
Villy Hansen (5,81) strøg afsted med vild fart. Således havde han meget hurtigt etableret et godt forspring. Selv om han også var flittig bruger af stregspillet blev han på ingen måde presset. Således kunne han i ro og mag trille en særdeles sikker sejr i hus.
Gunnar Muhlig (3,86) spillede på ingen måde op til daglig standard. Da han på ingen måde blev presset, kunne han i eget tempo stille og roligt sætte kursen mod mål. sluttelig blev det da også til en meget sikker sejr.
Jens Dalsgaard (5,38) kom hurtigt bagud selv om han leverede en meget god indsats. Han kæmpede således bravt, Selv en god slutning blev dog bare pynt til resultatet. Altså et klart nederlag.
Kjeld H. Jensen (6,93) kiksede starten totalt hvorved han meget hurtigt kom bagud. Han fik spillet stabiliseret, og meget hurtigt havde han indledt jagten på et forsømte. Lidt efter lidt kom han nærmere. Han ikke bare udlignede, nej han gled sandelig også langt forbi.
Da tegningen til noget stort var lagt, væltede læsset imidlertid. Modstanderen kom derved tilbage i opgøret. Trods op ad bakke havde han dog fortsat sine muligheder. Alle tiltag mislykkedes imidlertid, og således måtte han sluttelig se sig besejret med lille margin. .
Old boys hold 4 har på udebane spillet mod Skagen 1.
Resultatet blev en smal men meget flot sejr på 6-2.
Jørn Brath (3,63) kom rigtig godt fra start, Således var han hurtigt solidt i front. Modstanderen fandt pludselig en mammut serie frem, og således var der fornyet kontakt. Herfra blev det close race. På opløbs siden mistede han desværre en port, hvorved han sluttelig blev distanceret med en håndfuld pinde. Altså et meget smalt nederlag.
Gunnar Muhlig (4,35) tog den med raske skridt ud i felten. Hurtigt havde han således fået etableret et solidt forspring. Da det gik allerbedst trak han desværre i nødbremsen. Herved gik han i en god periode nærmest i stå. Modstanderen nærmede sig nu med raske skridt. Han fik dog, mens tid var, atter gang i scoringen. Herved kunne han sluttelig trille en forholdsvis sikker sejr i hus,
Poul Erik Thomsen (5,57) havde ikke ligefrem syvmilestøvlerne på. Alligevel formåede han at indtage den toneangivende rolle. Solidt foran var han således ret så hurtigt. Med en serie på 50 pressede modstanderen pludselig på. Dette fik sveden på panden til at stige et par grader. Da det således spidsede til bevarede han dog bedst roen. Således kunne han sluttelig hive en yderst smal sejr i land.
Poul H. Pedersen (6,78) spillede egentlig et ganske fornuftigt parti keglebillard. Hurtigt satte han således på opgøret. Da han havde etableret et meget fornuftigt forspring, gik han umotiveret i stå. Modstanderen kom i denne periode ganske tæt på, Han følte dog stadig, der var styr på begivenhederne. Med et køligt overblik, fik han da også de resterende point sat på kontoen. Således blev det sluttelig til en lille sejr.
Den meget smalle holdsejr viste sig senere at være meget vital.
Da de øvrige resultater fra denne spillerunde tikkede ind på computeren, viste det sig nemlig at den nærmeste konkurrent i topstriden havde tabt sin kamp. Holdet er derfor nu alene på kredsens førsteplads.
Fri carambole hold 1 har på udebane spillet mod Asaa 1.
Efter en stor rævekage blev det til et nederlag på 0-4.
Rævekagen bestod i, at hold 1 først accepterer en anmodning om flytning af kampen. Dernæst at hjemmeholdet så stiller op i en meget forstærket udgave (mens den ordinære spiller løber rundt i spillelokalet). Der er dog ikke sket regelbrud, men etisk er det som at bede en linedanser om at balancere på en ophedet knivsæg i tredive meters højde uden brug af sikkerhedsnet.
Casper B. Caspersen (1,0d3) var selvfølgelig trykket af hændelsen. Alligevel fulgte han forbavsende godt med. Da afgørelsen skulle falde mistede han desværre en gylden mulighed. Således endte det sluttelig med et nederlag med mindst mulig margin.
Bo Engmann (1,38) havde fuld skrald på kedlerne, hvorfor han fra tid til anden måtte lukke overophedet damp ud. Alligevel leverede han faktisk en rigtig god præstation. Under disse forhold var det bare ikke rigtig hans dag. Slutfacit blev således et lille nederlag.
Serie 3 har på hjemmebane spillet mod Brønderslev 4.
Resultatet blev desværre kun uafgjort 4-4
Kurt Toft (2,90) tog del i et meget spændende opgør. Ingen af aktørerne havde punch nok i næverne til at trække fra. Således blev der konstant budt på små skiftende føringer, uden det dog bragte nogen afklaring. Efter et langt parløb, hvor han således havde sine gyldne muligheder, nåede de i samlet flok ind på opløbssiden. Her mistede han et kort øjeblik pusten, hvilket betød at han sluttelig måtte indkassere et meget smalt nederlag.
Poul Erik Thomsen (6,85) strøg afsted fra første fløjt alt i mens modstanderen sad fast i startblokken. I løbet af ganske få indgange havde han således scoret halvdelen af sin distance. Kadencen gik nu væsentlig ned samtidig med at modstanderen endelig kom i gang, og det endda med raske skridt. Forspringet svandt mere og mere ind, og mandolinfeberen bredte sig i takt hermed. Rystet det var han, og da marginalerne samtidig begyndte at drille, gik det helt galt. Slutfacit blev således et smalt men noget unødvendigt nederlag.
Poul H. Pedersen (11,20) startede meget blødt ud, hvorved modstanderen nærmest dikterede dagsordenen. Som seancen skred frem kom der dog mere turbo i stødene. I løbet af ganske få, men gode indgange, havde han således fået etableret et meget stort forspring. Herfra så han sig ikke tilbage. Sluttelig kunne han derfor snuppe en meget flot sejr.
Erik Brogaard (7,23) satte turboen til fra start. Allerede efter tre indgange kunne han således sætte autopiloten til. Modstanderen blev aldrig varm, hvorfor den store fight udeblev. Uden at imponere kunne han derfor i ro og mag trille en overordentlig sikker sejr i hus.
Bo Engmann skulle have været i Randers for at spille første runde i individuel 3-bande carambole, klasse C.
Det endte dog med at afbud hertil, idet han på samme tid skulle deltage i tredje runde i individuel fri carambole, klasse B.
Bo Engmann (1,36) har været i Asaa for at spille tredje runde i individuel fri carambole, klasse B.
Han trådte således ind i de selv samme lokaler, som for få dage siden havde dannet ramme om en rigtig dårlig oplevelse. Denne gang var han dog ekstremt forberedt.
I første runde var han oversidder. Her kunne han således følge sine kommende modstandere på nært hold. Efter en meget tæt kamp blev det lidt overraskende et nederlag til hjemmebane favoritten.
I anden runde skulle Bo så møde vinderen. Her gik han meget frisk til opgaven samtidig med, at det defensive også blev prioriteret. Det gjorde således, at han hurtigt kunne lægge sig i spidsen. Efter en rigtig god og spændende kamp kunne han med cifrene 70-60 sluttelig trille en forholdsvis sikker sejr i hus.
I den sidste puljekamp var der absolut ingen kære far. Her blev der fightet om det så slog gnister. Taktikken blev slavisk fulgt, hvorved han hele tiden havde snor i modstanderen. Med resultatet 70-58 kom der således en meget fornem sejr i land.
Var der mon noget nemesis over det. Hjemmebane favoritten røg med nederlaget nemlig ud af turneringen.
Bo blev således puljevinder, og det endda med maksimumpoint. Storsmilende røg armene resolut i vejret. Jo, han var i nuet sandelig en meget glad mand, Han er således kvalificeret til næste runde, som er semifinale.
Når flaget er hejst er der aktivitet i klubben, så går du med en skjult billardspiller gemt i kroppen, eller har du bare lyst til at dyrke fællesskabet og dermed det sociale i klubben, så kig op i vores flotte lokaler over Superbrugsen i Nørregade. Er du gangbesværet eller bare ked af trapperne, så tag en gratis tur med vores stolelift. Vi er altid klar med en kop kaffe og en god snak om billard.
Resultater og aktuelle stillinger for de spillede kampe finder du på www.billardresultater.dk ligesom klubbens hjemmeside www.sindalbillard.dk sikkert også kan give dig yderligere oplysninger.