Old boys hold 3 har på udebane spillet topkamp mod Pandrup 1.
Resultatet blev uafgjort 4-4, hvorfor de to hold fortsat deles om førstepladsen i kredsen.
Thorkil Molsen (2,55) lagde stille og roligt fra land. Således holdt han et jævnt tempo, hvor han hele tiden havde øje for modstanderens formåen. Han havde derfor altid det lange ben foran. Sluttelig kunne han således, uden de helt store sværdslag, trække partiet hjem.
Frank Pedersen (2,91) har i træningslokalet rigtig godt styr på ballerne. I kampsituationen er det desværre ikke helt så nemt. Da modstanderen satte tempo straks fra start, kunne han desværre slet ikke følge med. Hurtigt var han således sendt flere længder bagud. Han fik pyntet lidt på resultatet, men det forblev dog kun kosmetik. Altså et kæmpe stort nederlag.
Poul Erik Thomsen ((3,92) blev fra start presset op i en krog. Dette gav ham i store perioder en meget vanskelig indgangsbal. Han oversatsede hvorved han ligefrem fodrede modstanderen med lækkerier. Dette satte store panderynker og køen var indtil flere gange på vej ud i dyngen af storskrald. Han kom dog langt om længe endelig ud af dødvandet. Men her var løbet desværre allerede kørt..
Pyntet på helhedsindtrykket blev der, men slutfacit blev et mega stort nederlag.
Poul H. Pedersen (6,58) tog part i et meget lige og dermed spændende opgør. Kamphanerne følte konstant hinanden på klingen. Dette resulterede i små skiftende føringer, uden det dog bragte nogen afklaring. Side om side gik det således mod endestationen. På opløbet fik han endelig slået et brugbart hul. Han forsvarede bravt denne position, og sluttelig kunne han således hive en meget smal sejr i land..
Fri carambole hold 2 har på hjemmebane spillet mod Tårs 2.
Resultatet blev en yderst sikker sejr på 4-0
Erik Brogaard (0,66) kom foran straks fra start. Det holdt dog ikke længe, idet modstanderen forcerede ret så kraftigt. Dette raid gjorde, at gæsten rykkede solidt i front. Håbløs bagud fik Erik endelig systemet genstartet. Nu gik det imidlertid stærkt, og snart var han solidt i teten. Herfra blev han kun sporatisk presset., hvorfor han uden de store problemer kunne holde spids helt hen til mål. Altså en meget flot sejr.
Michael Fischer (1,84) kom fint fra start. Med en serie på bl.a. 11 point kom han således lynhurtigt langt foran. Modstanderen hang godt og grundigt fast i startboksen i denne periode. Således gik der lang tid, før der blev pyntet en smule på stillingen. Michael fortsatte ufortrødent sit ensomme ridt mod mål. Tempoet forblev opskruet, og koncentrationen blomstrede. Således kunne han sluttelig snuppe en overordentlig sikker sejr.
2. division har på hjemmebane spillet mod BK Fluen, Aarhus.
Resultatet blev uafgjort 4-4, hvorved hele fire hold nu deler den øjeblikkelige førsteplads i kredsen
Michael Fischer (17,78) startede meget fornuftigt op. Således var han rigtig godt med i kampens første tredjedel. Da modstanderen speedede op, kom han desværre ikke med. Herfra blev det således meget op ad bakke. Slutfacit blev således et meget klart nederlag.
Jens Kallehauge (15,58) hang indledningsvis fast i nødbremsen. Da han derfor ikke havde den store træfsikkerhed, blev han hurtigt sendt flere længder bagud. Selv om han prøvede, efter bedste evne, fik han på intet tidspunkt lavet et comeback. Således endte det her ligeledes med et klart nederlag.
Jacob Harding (35,79) overraskede alt og alle med en særdeles eksplosiv taktik. Han indledte nemlig med en serie på 136 point. Derefter en serie på 120 point. Herfra blev autopiloten aktiveret. Modstanderen bed dog fra sig, men rigtig farligt, blev det på intet tidspunkt. Sluttelig kunne der således trilles en meget komfortabel sejr i hus.
Joakim Nielsen (33,33) halsede fra start en lille smule bagefter. Dog ikke mere end der hele tiden var føling med begivenhederne. Da det hele spidsede til, satte han således en kraftig spurt fra baghjul, og det på det helt rigtige tidspunkt. Modstanderen kunne nu kun se overraskende til, mens en meget sikker sejr kom i hus.
Michael Fischer (10,33) har i Hjørring deltaget i tredje runde af Seniorcuppen i keglebillard.
Han var tilsyneladende placeret i en tilforladelig pulje. Men, da han ikke ligefrem ramte dagen, blev det desværre til lutter nederlag. Med fjerdepladsen i puljen fik han en meget beskeden slutplacering som nummer 78. Han måtte således i denne runde nøjes med sølle fem grandprix point.
Med sammenlagt 80 GP-point rykkede han således tilbage på grandprix-listen, hvor han aktuel nu er helt nede som nummer 48.
Når flaget er hejst er der aktivitet i klubben, så går du med en skjult billardspiller gemt i kroppen, eller har du bare lyst til at dyrke fællesskabet og dermed det sociale i klubben, så kig op i vores flotte lokaler over Superbrugsen i Nørregade. Er du gangbesværet eller bare ked af trapperne, så tag en gratis tur med vores stolelift. Vi er altid klar med en kop kaffe og en god snak om billard.
Resultater og aktuelle stillinger for de spillede kampe finder du på www.billardresultater.dk ligesom klubbens hjemmeside www.sindalbillard.dk sikkert også kan give dig yderligere oplysninger.