Mette Præstegaard: Nissen flytter med

Af Mette Præstegaard
Enebærvænget 2
Hirtshals

I den gamle købstad herskede en grådig stor nisse. Han kaldte sig en rar nissefar, men styrede sin flok med hård hånd.

Var de tro og 100 procent loyale fik de lov til at sidde på de bedste taburetter i hulen og fik smørklat i grøden, uanset om huen var rød eller blå. Men gjorde de spor, der ikke passede nissefar, truede han omgående med at snuppe taburetten og give den til en af de røde – og især jagtede han de blå, selvom han nødig ville indrømme det. Han tålte bare ikke modgang fra nogen side.

Også almindelige menneskebørn kunne få ham op i det røde felt, og dette til trods for, at de lod ham snuppe det meste af, hvad de selv skulle leve for. Han kunne ikke få nok og pønsede hele tiden på, hvordan han kunne få tilranet sig mere og trynet alle, der ikke gik med rød hue. Det var lykkedes ham at få bygget store mindesmærker omkring nissehøjen i Hjørring, og han burde glad og tilfreds have fejret dette sammen med sin røde flok ude i nissehøjen, men nej.

Da det snart var jul, ville nissefar vise sig fra sin gode side og tog på kanetur til klitplantagen nær Hirtshals for at finde et flot juletræ til hulen, og han havde også været helt nede på Hirtshals Havn for at kigge, da en anden nisse netop kom sejlende ind i en gammel skude og lagde til kaj for at aflevere en masse julepakker. Ikke fordi den store nisse ikke var glad for sit rensdyr og gode gamle kane; men han ønskede pludselig også at kunne sejle og ville have en sejlrende helt ind til sin hule inde i byen, og var der ikke penge nok til gravearbejdet, kunne han jo bare lade sin røde flok fælde masser af træer i klitplantagen. Alle ville jo købe juletræer. Jo, dette var første step for at kunne få adgang til havet direkte fra nissehøjen.

Han fortalte om sin plan derhjemme ved grøden, og blåhuerne lyttede med uden at sige noget; men resten af flokken lagde sammen med nissefar store planer, og det viste sig, at det ikke var nok at sælge et par træer eller fælde en hel skov. Dette gjorde nissefar vred; for havde han en god plan, skulle ingen komme og hindre ham i at gennemføre den. Hans vrede lod sig ikke skjule, og han truede med ulykke, om planen ikke blev ført ud i livet, og det var pludselig ikke nok at fælde skov; for nu ville han også have opsat en vindmøllepark på stedet, hvor træerne havde stået. Hans udvidede plan krævede over 20 store møller; for så kunne vandvejen udvides – og den slags “kværne” kunne jo skaffe store ekstra indtægter.

Nu fik både menneskebørn og  blå og grå huer nok af den grådige nisses planer, og på en mørk nov. dag blev den utilfredse grådige nisse stemt ud som leder for nisseholdet i højen. Alle ønskede forandring, og et par blåhuer tilbød sig. Det endte med at den ældste fik førertrøje og hue og kæde, og alle klappede glade i deres små hænder.

Men nogle gange flytter nissen med, som vi kender det fra det gamle ordsprog – således kunne det også se ud til at kunne ske her; for den nye blå førernisse og Co. har lige gravet alle den røde nissefars planer frem igen; for “nu har han jo taget al ballade, så hvorfor ikke bare liste alt igennem og se stort på alle løfter om forandring og nye tider?”

Stop disse elendige overvejelser og lev op til de løfter, I gav vælgerne: Fredskoven skal ikke fældes, og der skal ikke stilles flere havmøller op på kystområderne ved Hirtshals. Hirtshals er ikke bare et industriområde , men også et hjemsted for 6.000 mennesker, der ikke skal bo i en havvindmøllepark. Eller kan vel også transporteres fra andre områder til havnen – for eksempel fra Bjergby.

Vi skal ikke have utroværdige nisser med på flyttelæsset. Tag jer sammen og lev op til valgløfterne.

God jul til alle både i og udenfor nissehøjen.