Vanjas sidste ord til Arne

Vanja Vinther Midjord-Hansen sidder foran spejlet. Det er en stor dag, for om lidt skal hun endelig giftes med sin Arne. De har ventet i mange år, men nu er tiden kommet.

– Det er vores dag. Vi skal udleve vores drømme, siger hun i dokumentaren på TV2 Nord.

Mens Vanja får ordnet hår og lagt make up, ligger Arne i sengen på soveværelset. Han er tilkoblet en dialysemaskine, som renser hans blod.

Arne kender dialysemaskinen ind og ud. Som nyresyg har den været hans følgesvend i årevis.

Men til et rutinetjek en måned inden denne dag, hvor parret giver hinanden deres ja, viste det sig, at det ikke kun var nyrerne, den var gal med. Faktisk langt fra.

Arne har uhelbredelig kræft, og han har ikke lang tid tilbage at leve i.

Det er derfor, parret nu forsegler deres kærlighed i kirken. De har kendt hinanden i 24 år, været forlovet i 21 af dem og har tre børn. De vil være sammen, til døden skiller dem.

– Når man får sådan en melding, så gælder det om at have gode minder. Vi kan tænke tilbage på brylluppet og smile og være glade, siger Arne Vinther Midjord-Hansen.

– Vi ved, at kræften vinder, men vi vil selv bestemme, hvordan vi lever vores liv indtil da, siger Vanja Vinther Midjord-Hansen.

De to blev forelskede, da Vanja var 16 år og Arne var 27 år. De mødtes til en byfest af den slags, hvor der var både damestrip og mandestrip på programmet. Tre år senere blev Vanja gravid.

Arne arbejdede på en fiskefabrik, men Vanjas far, som var skipper i Hirtshals, spurgte Arne, om ikke han ville med ud og fiske. Det ville han gerne.

– Jeg havde ellers svoret, at jeg aldrig skulle være sammen med en sømand, siger Vanja med et smil.

Men sådan blev det. Arne blev sømand, dagene på havet var lange og mange, og Vanja var ofte alene hjemme med parrets børn.

– Dengang tænkte vi, at vi nok skulle nå det hele. Ferier og lange rejser skulle nok komme. Men så købte vi hus og fik barn nummer tre, og så gik årene, siger Vanja Vinther Midjord-Hansen.

De havde også længe talt om at blive gift. De skulle bare lige finde tid til det.

Hvad de ikke vidste dengang var, at sandet i Arnes timeglas løb hurtigere end de flestes.

I februar 2014 begyndte Arnes syn at drille. Han mistænkte, at der var tale om en øjenbetændelse, så han tog en tur til lægen, som mente, at øjendråber ville kunne klare det.

Øjnene blev dog ikke bedre, og Arne, der på det tidspunkt var i England for at arbejde, blev indlagt på sygehuset. Her viste en blodprøve, hvad der var galt.

Arnes nyrer virkede ikke, og øjenbetændelsen var en reaktion på, at han krop var ved at blive forgiftet. Væske trykkede på øjnene og gjorde synet sløret.

– Det er ikke godt, lød beskeden fra Arnes chef, som ringede hjem til Vanja i Hjørring.

Vanja tog straks til England. Gennem vinduet på hospitalsstuen kunne hun se en regnbue. Arnes øjne var under så stort pres, at han ikke engang kunne se vinduet.

– Han forsvandt mere for hver dag. Efter tre uger kunne han ikke stå på benene mere, siger Vanja.

– Jeg sagde ordret: Rejs dig op, for helvede. Gør det for min skyld og for børnenes skyld. Hvis du ikke gør det, så går jeg fra dig. Du skal rejse dig.

Arne var indlagt på sygehuset i flere måneder, og den 18. juni fortalte en læge ham, at de havde gjort alt, men at nyrefunktionen var væk.

Hans søster donerede sin ene nyre til ham, men kroppen tog ikke godt imod den, og Arne var nu afhængig af at få sit blod renset i en dialysemaskine, indtil han forhåbentlig ville kunne få en ny nyre.

Noget sort og lilla dukker op

Der er gået tre år siden indlæggelsen i England, da der en dag i 2017 er blod i Arnes afføring. Han kommer på sygehuset til en undersøgelse, og Vanja er med på sidelinjen.

De kan se det med deres egne øjne på skærmen. I de lyserøde tarme dukker der noget sort og lilla op.

To uger efter får de den besked, de allerede har forberedt sig på – Arne har en kræftsvulst i tarmen. Svulsten bliver fjernet ved en vellykket operation, der går så godt, at Arne sammenligner det med en tur til tandlægen.

– Vi troede, at det var det, siger Vanja.

Rutinetjek går ikke som håbet

For at komme i betragtning til en ny nyre, skal man have været kræftfri i tre år efter en operation. Det var derfor et rent rutinetjek, da Arne i december 2020 blev scannet som en del af transplantationskontrollen.

Men scanningen gik ikke, som Arne og Vanja havde håbet. Der var noget ved leveren, som ikke skulle være der, og alle undersøgelser til transplantation blev stoppet.

Beskeden får filmen til at knække for Arne. Udsigten til tre år mere i dialyse, før en nyretransplantation igen kan komme på tale, er slet ikke til at holde ud.

Den værste besked

Nogle dage senere skal Vanja og Arne have besked om, hvad der er galt med leveren. Da lægen og sygeplejersken kommer ind i lokalet, kigger de begge ned i jorden.

– Der tænker jeg, at noget er ravruskende galt, siger Arne.

Lægen siger, at han ikke har gode nyheder. Arne har kræft i leveren, lymferne og lungerne.

– De kan ikke gøre noget. Arne skal dø. Og sådan som hans billeder så ud, burde Arne ikke kunne stå op, siger Vanja.

Når Arne og Vanja fortæller, færdiggør de hinandens sætninger. De er som en enhed, og det er let at se, at de passer godt sammen.

– Arne er en af de stærkeste personer, jeg kender. Jeg beundrer ham virkelig. Uanset hvor syg han har været dagen før, så står han op næste dag og siger: ”I dag tror jeg, bliver en god dag”, fortæller Vanja.

Arne finder sin styrke i Vanja.

– Havde jeg ikke haft hende, så tror jeg ikke, jeg havde været her i dag. Hun har altid stået bag mig og skældt mig ud, hvis jeg har haft en dårlig dag, og sagt, at jeg ikke skal give op, siger Arne.

Arne har lovet Vanja og børnene, at han vil kæmpe til det sidste, selvom det ikke altid er lige let at finde kampgejsten frem, når man både har uhelbredelig kræft og samtidig er bundet til en dialysemaskine flere timer om dagen.

– Når man lever i en krop, der ikke har det så godt, så er det sommetider svært at holde humøret oppe. Der må man gøre det så godt, man kan, siger han.

Når man lever i en krop, der ikke har det så godt, så er det sommetider svært at holde humøret oppe. Arne Vinther Midjord-Hansen.

Det gør ondt, når han tænker på, om han mon når at se sine børn få studenterhue på eller blive færdige på universitetet. Men han prøver at fokusere på det positive.

– Jeg har lovet Vanja og børnene, at jeg vil kæmpe til det sidste. Jeg sætter mig ikke ind og giver op. Det er livet sgu for kort til, siger Arne.

Arne får det værre

Arne får det mere og mere dårligt. I april 2021 – fire måneder efter lægens besked – bliver han indlagt på kræftafdelingen med en infektion i kroppen.

Huden er gul, vægten er raslet ned til 83,6 kilo og Arne kan næsten ikke gå. Han sover det meste af tiden.

En dag beslutter Vanja sig for, at Arne skal have en lille pause fra sygehuset, så hun og hendes søster tager Arne med en lille tur i sommerhus for at besøge nogle af deres venner.

Turen går godt. Bagefter er Arne helt færdig.

– Hold kæft, man bliver træt af sådan en køretur. Der er en pris, man skal betale. Men jeg har lyst til at betale den pris, siger han.

Han glæder sig til at komme i sommerhus igen til sommer.

Træthed og bristede drømme

– Har far været vågen?

– Lidt.

Arne har været indlagt på Aalborg Universitetshospital i 12 dage. Han er så træt, at han har svært ved at holde øjnene åbne, når han taler.

– Jeg ville gerne have lavet noget andet lige nu. Jeg ville gerne køre over til Peter og få en kop kaffe, siger han til Vanja.

Lægerne har endelig fundet ud af hvilken infektion, Arne er ramt af. Han skal nu i ny behandling, og så håber han på, at han kan komme hjem.

Få dage forinden skulle Vanja og Arne have været oppe og flyve i luftballon. Det var en bryllupsgave fra deres børn. Vanja bryder sammen, da hun fortæller om turen.

Jeg er glad for, at han er hjemme. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også var bange. Vanja Vinther Midjord-Hansen.

– Tak for god behandling.

Arne siger farvel til det personale, der har passet og plejet ham. Han er så syg, at Vanja har fået at vide, at Arne ikke vil blive genoplivet, hvis han får hjertestop i ambulancen.

Nu har Arne fået lov til at komme hjem. Han har ondt i kroppen, og lægerne kan ikke smertedække ham

Derhjemme er det Vanja, der skal hjælpe Arne.

I masser af små kasser har hun sorteret hans medicin.

– Jeg er glad for, at han er hjemme. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også var bange, siger hun.

– Surprise!

Vanja og Arnes datter Stephanie kommer ind i stuen til et bord, der er dækket op med roser, små papirstudenterhuer og flag.

Der er en måned til, at hun bliver student, men Vanja og Arne er blevet enige om at overraske hende med et tidligt studentergilde.

Arne sætter huen på Stephanies hoved. Præcis som Stephanie ønskede. Familien skåler i champagne.

Arnes kræfter rækker ikke til mere, og han må ind og ligge i sengen.

– Jeg har ikke engang energi til at sidde på en stol i fem minutter, så skal jeg ind og ligge. Det er fandeme ikke et liv, siger han.

Tårerne triller ned ad kinderne.

Der er en grund til, at studentergildet er blevet rykket frem. Aftenen inden har familien haft en alvorlig snak.

Jeg har altid lovet, at jeg ikke vil give op. Men når man kommer til et punkt, hvor ikke man kan mere, hvad gør man så? Arne Vinther Midjord-Hansen.

– Det er okay.

Vanja lægger en beroligende hånd på Arnes skulder.

Arne kan ikke længere selv stå op og koble sig til og fra dialysemaskinen, så Vanja har hjulpet ham.

Men nu vil Arne ikke mere. Han har valgt at stoppe med den livsnødvendige dialyse.

Uden maskinen til at rense blodet er det et spørgsmål om dage, før hans krop lukker ned.

– Uanset hvordan man vender og drejer det, så føler man, at man svigter, siger han.

Kræfterne er få, og han kæmper for at få ordene over sine læber.

– Jeg har altid lovet, at jeg ikke vil give op. Men når man kommer til et punkt, hvor man ikke kan mere, hvad gør man så? Hvordan skal man være der for tre børn og en kone? Det kan man ikke. Det kan ikke lade sig gøre.

Vores historie om Vanja og Arne begyndte i kirken. Og det er også her, den slutter.

12. maj 2021 fik Arne fred.

– Jeg elsker dig, og børnene er her, sagde Vanja som det sidste til Arne.

Efter at have været bevidstløs i et døgn, vendte Arne hovedet og kiggede sin elskede kone og børn øjnene. Så pustede han lige så stille ud.

– Han var med til det allersidste, siger en grådkvalt Vanja.

Arne Vinther Midjord-Hansen blev bisat fra Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring fredag 21. Maj.

Han blev 53 år gammel.

– Tak for god behandling.

Arne siger farvel til det personale, der har passet og plejet ham. Han er så syg, at Vanja har fået at vide, at Arne ikke vil blive genoplivet, hvis han får hjertestop i ambulancen.

Nu har Arne fået lov til at komme hjem. Han har ondt i kroppen, og lægerne kan ikke smertedække ham.

Arne i elevatoren, inden han bliver kørt hjem.

Foto: Julius Waag.

Derhjemme er det Vanja, der skal hjælpe Arne.

I masser af små kasser har hun sorteret hans medicin.

– Jeg er glad for, at han er hjemme. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også var bange, siger hun.

Foto: Julius Waag.