Af Mikael Justesen
På sådan en dag hvor smitten sætter rekord igen og hvor barerne lukker så hurtigt at man dårligt kan nå at drikke sig i hegnet inden spærretid, så synes jeg da vi skal se lidt på de lyse sider af livet! Værsågod, en liste over ting, du da nok lige kan være glad for i dag:
1: SVINET ER TILBAGE.
Efter flere dage med en tom kølerboks i Rema, der hvor flæskestegen skulle ligge, var der nu masser af billigt grissebasse på hylderne i dag! Og ikke nok med det. Tænk sig – man kunne få en flæskesteg, kartofler, franske kartofler, fløde og et glas rødkål til kun 41 kroner. I alt. (Sødmælk, medister og smør var også nærmest gratis) Det er jo det rene juleaften!
2: DET BLIVER BEDRE I MORGEN.
Efter en trælsom tilbagegang i antallet af timer med gratis dagslys fra den helt store glødelampe, faktisk siden slutningen af juni, går det atter den rigtige vej! Ikke nu men nu! Jojo, der er også sort som en sørøvers samvittighed kl 16 i morgen og kl 16 i næste uge, bevares. Men det ER bedre og GÅR fremad nu og allerede om 70-80 dage kan du være heldig at opleve dagslys igen.
3: DU KAN STADIG GÅ TIL FITNESS.
Politikerne har (godt nok af uransagelige årsager) ladet motionscentrene forblive åbne, mens nærmest alt andet er sendt hjem på en corona-tænker. Altså, personligt ville jeg føle mig noget mere tryg ved at sidde og se Nøddebo Præstegård i biffen, frem for at stå ved siden af en kampsvedende muskularius og krampagtigt forsøge at hive hans brugte udånding ned i mine lunger. Men hvad ved bønder om agurkesalat. Og hvor heldigt er det lige.
4: UDSALGET ALLEREDE I GANG.
Mangler du lige de sidste fire-femogtyve gaver, så kan du gøre et scoop. Butikkerne kom åbenbart ikke af med deres plaider og semiautomatiske kaffebryggere, hverken under Black Friday, Cyber Monday eller Singles Day. Så nu har de gule prissedler fundet vej ind i butikkerne! Og nu skal der shoppes, vi har intet andet at tage os til. Ih altså, kan ikke vente!
5: FALD BARE I SØVN PÅ SOFAEN.
Du behøver ikke være bange for at gå glip af noget spændende i tv, hvis nu blandingen af antidepressiver og gløgg sender dig til tælling med fjernsynet tændt. De sender alligevel de samme gamle film og de samme gamle juleshows hvor Stig Rossen og/eller Burhan G henholdvis skråler og stønner sig gennem noget, Gustav Winckler engang sang. Jaja, det kan da godt være det er optaget er nyt sted, men det er stadig det samme som sidste år. Bjældeklang, pigekor og snevejr til sidst.
Godt man ikke selv skal støvsuge.
Visselul.
Mikael Justesen er direktør ved TV2 Nord.
Det er nemlig rigtigt. Kinseserne er atter begyndt at producere grise, hvorfor den lave pris for vore nationaldyr vil være lav.
Man kan forvente, at rema og andre snart også søger at adoptere nogen af dem bort. Der vil følge en servicepakke med abonnement med. Under de rette betingelser er en gris både renligere og kvikkere end mange mennesker.
Mange ignorerer Vi har andre gode muligheder, når de sædvanlige ikke lige er der.
Vi er slet ikke der, hvor man i det gamle Sovjet måtte bruge kondomer på sutteflaskerme.