BTI kan nu påbegynde den fulde realisering af helhedsplanen for Kulturboksen og få sat gang i en masse spændende aktiviteter og nye fællesskaber i lokalområdet.
Kulturboksen i Bindslev har været på tegnebrættet siden januar 2015. Fem år efter ser projektleder
Christian Engen frem til, at Kulturboksen endeligt bliver realiseret.
– Det har været et langt sejt træk, hvor vi til tider har været tæt på at smide håndklædet i ringen. Men med afgørende støtte fra Nordea-fondens Her bor vi pulje bliver det nu langt om længe muligt at nå helt i mål og få skabt et levende samlingssted, der giver plads og rum til alle med etablering af handicapvenlige adgangs- og toiletforhold og ikke mindst en familiecafe, hvor børnefamilier kan mødes, fortæller projektlederen.
For Christian Engen betyder det rigtigt meget, at BindslevTversted Idrætsforening endeligt kan tilbyde områdets borgere et rekreativt kultur- og bevægelseshus, der ikke blot vil supplere foreningslivets øvrige aktiviteter, men også vil styrke lokalfællesskabets sammenhængskraft i hele området.
Visionen for Kulturboksen har hele tiden været båret af et stort lokalt ønske om at etablere et fælles indendørs bevægelses- og samlingssted, hvor børn, børnefamilier, voksne og seniorer fra hele området skal kunne mødes i uformelle rammer og hvor der vil være plads til alle, uanset køn, etnicitet og helbred.
Ved at omdanne den gamle bankbygning på byens torv er der blevet skabt rum og plads til blandt andet fitness, foredrag, kurser, bestyrelsesmøder og borgermøder, børneteater, minikoncerter, kreativt værksted, samt afholdelse af puslingegymnastik og børne- og familie-netværksmøder arrangeret af idrætsforeningen i samarbejde med andre lokale aktører.
Formand for Bindslev-Tversted IF, Christian Gjørup glæder sig ligeledes, men understreger også, at Kulturboksen med tilhørende faciliteter og udearealer vil blive et fantastisk inkluderende og engagerende samlingssted for hele området – til stor gavn og glæde for beboere, skolebørn, unge, voksne, ældre i Bindslev-Tversted og omegn – helt i tråd med de oprindelige tanker og idéer for projekt Kulturboksen.
Nordea-fonden har afsat 60 mio. kr. til lokale fællesskaber.
– Det syder og bobler ude i de små bysamfund, og med dette økonomiske rygstød får de mange lokale ildsjæle i Bindslev-Tversted IF´s område ekstra mulighed for at sætte deres virketrang i spil til gavn for fællesskabet, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter det gode liv.
Her bor vi-puljen havde ansøgningsfrist 1. august 2020, og i alt forventes cirka 150 mindre byer med 200-5.000 indbyggere at få støtte fra puljen til aktiviteter og fællesskaber.
Der er med ydmyg stolthed og ikke mindst med stor taknemmelighed, at vi tager imod Nordea-fondens tilsagn på 917.962 kr. Det er en vigtig tilkendegivelse, ikke bare af vores vision for Kulturboksen, men af den virkelyst og det sammenhold vi skaber i fællesskab. Det er noget vi allesammen kan være stolte af, slutter Christian Engen.
Om Nordea-fonden
• Nordea-fonden har et almennyttigt og støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.
• Med Her bor vi-puljen uddeles i 2020 60 mio. kr. til projekter, som skaber aktivitet og styrker fællesskabet i mindre byer med 200-5.000 indbyggere. Projekterne støttes med mellem 100.000 kr. og 1.000.000 kr., og foreninger, selvejende institutioner og kommuner m.fl. kunne søge puljen med ansøgningsfrist 1. august 2020.
• Læs mere på www.nordeafonden.dk/herborvi