Af Flemming Horsfeldt
Psykoterapeut (MPF)
Ritus Psykoterapi
Psykoterapeutisk Klinik
Hjørring
Det store gruppe af unge reagerer på samfundskrisen med Corona med en sund bekymring; de er naturligt irriterede og brokker sig i det stille over de mange restriktioner, der indskrænker deres handlerum.
Samfundskrisen rammer imidlertid en mindre gruppe af unge hårdere. De udvikler tegn som tristhed, nervøsitet, hjertebanken og får let til tåre. Andre reagerer ved at isolere sig og har svært ved at genoptage de kendte rutiner. De får en undgåelsesadfærd. Andre unge kan begynde at opstille skrappe og skærpede regler for sig selv. Der skal sprittes mere af og deres værelse skal rengøres mere end normalt. Her fylder en sikkerhedsadfærd for den unge.
I disse tilfælde er bekymringen ikke længere sund. Den unges tanker, følelser og kropslige reaktioner er lige pludselig ikke længere en hjælp, men bliver sten på vejen og småsten i skoene, der griber ind i deres hverdag.
Den usunde adfærd og bekymring hjælper ikke den enkelte unge. I stedet sætter adfærden den unge i et alarmberedskab. Det bliver herved svært at være sig selv, sværere at genfinde roen og vanskeligere at vende tilbage til den kendte hverdag med venner, skole og fritidsinteresser.
Hvad er så grunden til, at nogle unge udvikler en sund, og andre en usund bekymring, når en samfundskrise med Corona rammer os? To begreber kan hjælpe med en forståelse: Tilknytning og resiliens.
Tilknytning i den tidlige barndom
Gennem vores tidlige opvækst har vi naturligt etableret en eller anden form for tilknytning til vores omsorgspersoner – oftest far og mor. I psykologien arbejder vi med 4 former for tilknytning: En tryg og 3 former for utryg tilknytning. Vores tilknytningsmønster kommer tydeligst til udtryk, når vi bliver pressede eller befinder os i en krise.
Har vi overvejende fået skabt en tryg tilknytning, skyldes det først og fremmest stabile og nærværende omsorgspersoner i vores barndom. Den trygge tilknytning kommer i løbet af livet til udtryk som en øget modstandsdygtighed og robusthed, også i en Corona-tid.
Modsat kan ens tidlige år have været svære og med mange bump på vejen. Det kan have givet en utryg tilknytning til ens tidlige omsorgspersoner, der gør udfordringer og kriser i ungdomsårene vanskeligere at håndtere for den unge. Skrøbelighed fylder her mere end robusthed. Den sikre og trygge havn blev – for denne gruppe unge – aldrig til den omsorgsfulde favn, de som børn havde behov for.
Resiliens som et resultat af tryg tilknytning
Resiliens er et andet psykologisk begreb og udtrykker evnen til at håndtere stress og katastrofer. Personer, der har en god resiliens, er i stand til at håndtere pres og kriser på en positiv måde. Kriser bliver brugt som afsæt til udvikling på trods af svære omstændigheder.
Begrebet resiliens kan beskrives med et billede, hvor du i den ene hånd holder en sten og i den anden en hoppebold. De er begge hårdføre og robuste, men kaster du dem hårdt ned mod jorden af flere omgange, vil de reagere forskelligt. På samme måde som unge kan opleve CORONA-restriktioner på.
Stenen vil gå i stykker, da den ikke har fleksibiliteten som en del af sit DNA. I modsætning til stenen vil hoppebolden kunne holde til at ramme jorden. Jo hårdere du kaster den, jo højere vil den hoppe. Hoppebolden bruger således sin modgang til at udvikle sig til et højere niveau. Hoppebolden viser både robusthed og resiliens.
Corona er højest sandsynligt på tilbagetog lige nu. Heldigvis! Flokimmuniteten i befolkningen vil sættes en bremse for kommende varianter af virussen, også selvom der sikkert opstår nye mutationer. Tiden kan derfor være moden til at tage et mental eftersyn i familien – sammen med den unge. Under deres isolationsperioder har de sikkert gjort sig en del private tanker, der trænger til at blive luftet og få den nødvendige opmærksomhed, så de blive klar til at være helt almindelige, ualmindelige unge igen.
Unge som ”resiliente hoppebolde” kunne være et godt mål at møde foråret, der venter indenfor kort tid.
