I 2019 søsatte Nordjyske Bank foreningsprisen, som anerkender og belønner det gode sammenhold i de nordjyske lokalforeninger.
Prisen hylder blandt andet foreninger, som har skabt et positivt sammenhold for foreningernes medlemmer eller for lokalområdet, og i den forbindelse løfter banken nu sløret for årets tre vindere og en dertilhørende pengepræmie på samlet 100.000 kroner, som fordeles mellem vinderne.
– Lokalforeninger har en stor betydning for mange nordjyders hverdag, og det vil vi som lokalbank gerne bakke op om. Derfor støtter vi hvert år cirka 1.400 foreninger, mens vi for fjerde år i træk uddeler Nordjyske Banks foreningspris, fortæller bankdirektør i Nordjyske Bank, Claus Andersen, og fortsætter:
– Efter endnu et år præget af corona har livet og aktiviteterne iforeningerne været udfordret ligesom resten af samfundet. Derforer det igen i år meget vigtigt at hylde det gode, værdifulde og ofte frivillige foreningsarbejde, som finder sted i hele Nordjylland, og vi glæder os over nu at kunne hylde tre nye foreninger.
En af de i alt tre vindere er Aktivitetshuset Solhjem Bjergby-Mygdal ved Hjørring, som Nordjyske Bank belønner med prisen og en pengepræmie på 33.333 kroner. Og anerkendelsen vækker stor glæde i aktivitetshuset.
– Det var helt fantastisk at få at vide, at vi har vundet foreningsprisen. Foreningerne har brug for al den hjælp, de kan få ovenpå en tid, hvor det for eksempel ikke har været muligt at udleje forsamlingshuse på grund af forsamlingsforbuddet. Så det er vi selvfølgelig meget glade for, fortæller Kim Nygaard Hansen, kasserer og bestyrelsesmedlem i Aktivitetshuset Solhjem Bjergby-Mygdal
I november 2015 kunne den nyetablerede forening Aktivitetshuset Solhjem Bjergby-Mygdal erhverve det tidligere og meget forfaldne plejehjem Solhjem i Bjergby cirka 10 kilometer nord for Hjørring. Huset bliver drevet af frivillige kræfter, og der er siden 2015 arbejdet på at sætte det gamle plejehjem i stand. Foreningen danner ramme om fællesskab i byen og forsøger at støtte og fremme udviklingen for turismen og lokalsamfundet. Og ifølge Kim Nygaard Hansen betyder prisen en hel del i en tid med en stram økonom:
– For det første betyder det, at der er nogle mennesker, der påskønner og anerkender det arbejde, vi gør. Lige nu har vi en lidt anstrengt økonomi, fordi vi er i gang med et projekt, hvor vi skal ombygge nogle loftrum, som står uudnyttet. Så pengene fra prisen giver os en mulighed for, at vi ikke behøver at spare så meget. Vi kan lige pludselig bruge penge på småting som værktøj, rengøringsudstyr og måske noget mad og vin til vores generalforsamling, så vi forhåbentligt kan friste flere folk til at deltage, lyder det fra Kim Nygaard Hansen.
Med stor indflydelse fra nordjyderne
Nordjyderne har selv haft muligheden for at indstille og stemme på nordjyske foreninger til foreningsprisen via hjemmesiden foreningspris.dk. De ti lokalforeninger med flest stemmer fra nordjyderne er sammen med yderligere ti lokalforeninger, som er udvalgt blandt indstillingerne, gået videre til finalen, som en uafhængig dommerkomité nu har afgjort.
– Aktivitetshuset Solhjem i Bjergby-Mygdal har skinnet igennem med deres evne til at samle så mange frivillige kræfter, som knokler for at skabe nogle gode rammer for et lokalområdets fællesskab og sammenhold. Herudover ser vi også meget positivt på foreningens tilgang til at passe på naturen og lokalkulturen i området. Vi glæder os til at følge med i foreningens udvikling over de næste år, siger bankdirektør Claus Andersen.
Fælles for alle indstillede foreninger til prisen er de nordjyske rødder, og at foreningerne har udvist initiativ eller skabt positivt sammenhold for foreningens medlemmer eller i lokalområdet.
– Som lokalbank er vi i Nordjyske Bank stolte over og glade for, at vi kan fortsætte vores tradition for at støtte foreningslivet med foreningsprisen – men også de cirka 1.400 andre foreninger i Nordjylland, som vi hvert år støtter økonomisk, så alle foreningerne kan fortsætte deres vigtige arbejde, slutter Claus Andersen.
Foruden Aktivitetshuset Solhjem Bjergby-Mygdal er også Jerup Borgerforening og Bowlingklubben Stenhuset blevet hyldet med den nordjyske foreningspris i år.
Kriterier for prisen
Dommerkomitéens medlemmer: