Af Søren Wormslev
Politisk analytiker
TV2 Nord
Det bliver den 22-årige Jamie Voldby Nielsen fra Brønderslev, der bliver Dansk Folkepartis ny folketingskandidat i Hjørring-kredsen.
På generalforsamlingen tirsdag vandt han kredsen efter et kampvalg med to andre partimedlemmer. De to andre var forhenværende folketingsmedlem Pia Adelsteen fra Mariager og Danny Rosenkilde Nielsen, der er formand for partiforeningen i Brønderslev.
Ingen af de tre fik flertal i første valgrunde. Her fik Pia Adelsteen kun en enkelt af de 22 afgivne stemmer og gled derfor ud, inden der i en ny runde blev stemt om de to øvrige. I denne afstemning løb Jamie Voldby Nielsen af med sejren, idet han fik 13 stemmer, mens Danny Rosenkilde fik ni.
Afleverede deres udmeldelse af partiet
Generalforsamlingen fik i øvrigt en overraskende afslutning, idet en halv snes af deltagerne – efter at have deltaget og stemt i godt fire timer – på vej ud af døren afleverede deres udmeldelse af partiet.
– Det er temmelig overraskende, og jeg synes, det er mærkeligt, at man vil bruge mange timer på at deltage i generalforsamlingen, når man så bagefter melder sig ud, siger den nyvalgte formand for DF i Hjørring, Lone Hyldig.
Den ny folketingskandidat i Hjørringkredsen afløser på denne post byrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen fra Tolne. Han blev mandag ekskluderet af DF og kunne derfor ikke deltage i generalforsamlingen.
Kilde: TV2 Nord.