Af Mette Præstegaard
Enebærvænget 2
Hirtshals
I begyndelsen af marts 2022 kunne man i pressen læse, at det nye byråd i Hjørring med borgmester Søren Smalbro i spidsen ville lave særlige områder til store hotelsommerhuse, så man kunne bevare freden og roen ude i yderklitten. Der var fundet egnede steder, og man ville gå i gang med at lave de nye lokalplaner.
Ved sådan en melding bliver man glad; for nu ville der endelig blive taget hånd om vores smukke kystlandskab – troede jeg. Derfor blev jeg heller ikke særlig nervøs, da min nabo ude på Klynen/ Tornby Strand den 24.3. ringede til mig og bad mig komme ud i sommerhusområdet; for yderklitten foran os ude på Kløren var pludselig blev skællet og jævnet helt ud af en stor gummiged. “Alt var skubbet væk – også grundens lave klitrygge ud mod havet – alt var skubbet ned ad skråningen mod vest”. Vi måtte straks have kommunen underrettet, og jeg tog ud for at bese den store ødelæggelse.
Jeg har aldrig i de mange år, jeg er kommet rundt i landsdelens kystområder oplevet værre vold mod yderklitten / vild terrænregulering for at kunne opføre et hus på 125 m2 + garage på 25m2. Næsten hele grunden var skrællet og forvandlet til en stor sandmark/ flyvesand. Hverken min nabo eller de andre husejere på Klynen, var blevet underrettet af Kommunen til trods for, at vi er tæt på og vores udsigt truet. Man havde snydt os til trods for vores partsstatus (Kun nogle naboer i Kløren-området var underrettet, og de mister jo intet). Formanden for grundejerforeningen var heller ikke blevet underrettet. Uhørt!
Altså fik vi travlt; for “glemte” kommunen at lave nabohøring kunne meget være “glemt” – også alt hvad der står i lokalplan 610.3, der gælder for stedet, hvor det nye hus skal bygges. Og meget var “glemt”. Vi ønskede derfor at få byggeriet stoppet, indtil der var styr på tingene i forhold til områdets lokalplan.
Vi besluttede at klage via grundejerforeningens formand. Der blev klaget over manglende underretning/nabohøring + over at lokalplanen helt var tilsidesat ved den vilde terrænregulering samt ved på forhånd at give dispensation til at huset kunne rykkes langt frem mod havet og ikke i byggefeltet som foreskreven i lokalplanen ( kortbilag nr. 2). Byggeriet skulle stoppes, indtil alt var bragt i orden incl. reetablering af af klitten og forebyggelse af sandflugt.
Vore lokalformand henvendte sig straks til byggekontorets ledelse, men blev arrogant afvist af Team Byg Direktøren, da han forsøgte at få en fornuftig dialog. Derfor blev også hele Bygge og Miljøudvalget kontaktet; men lige lidt hjalp det.
![Direktør for Teknik og Miljø lader hånt om lokalplaner i Hjørring Kommune 2](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2022/04/Sommerhus_Praestegaard_2_657x493.jpg)
Men det er ikke skubbet helt ned på fredet område; blot ned mod dette. Foto: Mette Præstegaard.
Da T M direktøren alligevel valgte at bese stedet, hvad hun nok ikke havde gjort før start, gav hun efter besøget via sin nærmeste medarbejder os løfte om omgående byggestop. Der skulle tjekkes og måles op, plus den fjernede yderklit genskabes, inden byggeriet blev påbegyndt. Helt ok, om det havde haft hold i virkeligheden. Det havde det bare ikke; for bag vores ryg gav TM direktøren på mødet ude i klitten bygherre og håndværkere grønt lys til bare “at køre på”. (En husejer forsøgte forgæves at få damen i tale ude på pladsen – Han ville påvise fejlplaceringen af huset – men hun bad ham skride). Man bliver rystet over så arrogant behandling. Alle regler tilsidesættes og påtale tåles ikke.
Jeg må have været naiv , da jeg mente at spore “lune vinde” ang. sommerhuse og de sårbare kystområder; for henvendelse til et par udvalgsmedlemmer hverken sendte ” lune vinde” eller gav spor sindsro.
Vores grundejerforeningsformand fik ingen tilbagemelding på skr. henvendelse til alle byrådsmedlemmer – selvom disse jo er valgt i tillid til, at de vil varetage vore interesser.
I håbet om at få stoppet min frygt, valgte jeg til sidst at henvende mig til vores borgmester Søren Smalbro ang. det lokalplanstridige byggeri ude på Kløren 13, og han svarede: ” Jo, lokalplanerne er vigtige dokumenter, der skal håndhæves”. Supergodt, om kommunens ansatte så kunne/ville forstå indholdet og føre det ud i livet fremfor “skævbøje” og tilsidesætte, som vi oplever det under nuværende ledelse.
Endvidere kom borgmesteren med noget om, at ” Toget var kørt”. Jamen, hvorfor trak borgmesteren så ikke i nødbremsen og skånede os for at blive tromlet ned?”.
Trods kommunens byggestop er man nu ved at afslutte sokkelarbejdet på Kløren 13. – Løftet til os om byggestop var åbenbart bare en “hold-kæft-bolsje”, så der kunne skaffes arbejdsro til at få soklen sat og sikre bygherre; for “nu kan intet ændres”.
Kommunens direktør og ledelse er mere optaget af at gradbøje end overholde lokalplanerne. Al henvendelse og påtale af ulovligt byggeri puttes i direktørens store “syltekrukke” for der er jo ikke folk til at tage sig af den slags.
Toget er kørt.
Link til tidligere indlæg
Mette Præstegaard: Hurra for lokalplaner for megastore sommerhuse
Det er efterhånden ved at ligne mere et parcelhuskvarter end et sommerhus område omkring Tornby. Det er helt vildt at man bare ufortrødent bliver ved med at tage af vores smukke natur og bygger nyt, med tanke på klimakrisen og at menneskeheden kun har 8 år til fuldstændig at ændre på vores levemåde, for ikke at sætte de fremtidige generationers liv på spil. Man får virkelig lyst til at spørge ” Hvor er der en voksen !!!” i den her selvudnævnte Naturkommune.