Enebærvænget 2
Hirtshals
Der er stor forskel på kommuners håndtering af byggesager. I Frederikshavn kommune sidder man ikke og godkender bygherrers vanvittig egoistiske ønsker og ofrer hele klitlandskabet på enkelte, der ikke kan få nok og blæser på alle andre.
Her har plan- & miljøformanden ( i modsætning til andre sted) sat sig ind i sagen og fundet ud af, at man ikke bør grave ud til et kæmpesommerhus ude i kystklitten, hvor der tidligere lå et hus på blot 54 m2; for herved ændres klittens bevaringsværdige karakter til en voluminøs villabebyggelse, der trænger sig ind over klitlandskabet og skjuler dette frem for at underordne sig landskab og miljø.
Den gode planlov, der skulle sikre kystområdernes karat har i de sidste fire år været udsat for grov mishandling/ fejlfortolkning – kommunerne tilsidesætter helt det gode indhold og giver fra skrivebordet bygherrer tilladelse til næsten alt. Man ofrer ikke engang tid til at bese stederne eller lave kontrolbesøg. Altså kan man opleve alt muligt – også helt store ulykker ude i kystområderne, selv på steder med verdens bedste lokalplaner; for de håndhæves jo slet ikke.
Det er på tide at stramme op og sikre at planlovens formål efterleves, at der lyttes til lokale stemmer. Vi må værne om landskabelig og kulturel værdi, og dette gør Hjørring kommune i sandhed ikke altid. Nok får vi særlige områder til kæmpehuse; men stadig lader man stå til ude i vores sårbare yderklit. Således ved et kommende sommerhus på Kløren 13.
De nærmeste husejere ved det kommende byggeri i yderklitten snyder man helt for partshøring til trods for, at flere helt vil miste deres havudsigt/ kig, og ejendommene dermed værdi. Også grundejerforeningen holdes udenfor. Ydermere lader man bygherre skrælle hele sin grund for at blotte byggefeltet, der er trukket 8 -10 m længere ud mod havet end på lokalplanens skitse. Huset tangerer blot byggefeltet, og dette påstås at være nok.
Da der klages, lover direktøren klagerne at komme ud bese stedet, der var total ændret fra klit til stor sandmark. Det var sikkert et helt anderledes syn, der mødte hende end forventet, og hun lovede os da også omgående byggestop, og at overflødig terrænregulering af bygherren skulle tilbageføres til den oprindelige stand. ( Dette var han sikkert også den rette til – atter frit valg på hylden for ham – helt uden krav om at følge fotodokumentation af stedet før ødelæggelsen).
Til trods for, at der længe før påske blev meddelt byggestop, og klitten ikke er blevet reetableret, er der bygget på livet løs; for TM Direktøren talte med to tunger over for os og bygherren. Han fik selvfølgelig ” grønt lys.”
Forleden, 2. påskedag, var der stort besøg ude i klitten: Kommunale folk var ude at kigge, et TV hold, kom også forbi plus vores borgmester Søren Smalbro. Han skulle da også lige se stedet. Det så slemt ud,; men gøre noget kunne han ikke/ dvs. han ville ikke. (Han lod også til at tro, at der var byggestop).
Havde han villet, var det en smal sag for Smalbro at få soklen rykket 8 -10 m tilbage på grunden i stedet for at køre “slap line” over for en bygherre, der lader hånt om alt og alle. Alle regler er tilsidesat, og man burde forlange, at der blev rettet en smule ind fremfor, at han fortsat skal “pisse” os alle af. (Mindst 8 huse vil miste udsyn over havet, og endnu flere vil lide under, at udsigten over frie arealer indskrænkes).
Kære byrødder, det er på tide at slå bremserne i for den slags ulykker – og et must i en grøn naturkommune med turisme.
Arbejdet på Kløren 13 burde være stoppet, indtil klitten var reetableret plus vi alle som partshaver var blevet hørt; men man lader alt køre videre. Helt uhørt.
TM udvalget med fl. bør snarest se at få kigget på lokalplan 610.3 og finde ud af, hvordan man som politiker kan få rettet op på “en underdrejet skude” – Eller har I permanent overladt alt til embedsholdet alene og citerer blot herfra, som formanden forleden i TV?
Frederikshavn kommune har ændret kurs, og vi bør gøre det samme, inden alt er sat over styr for sølle kortsigtet indtægt – og selvfølgelig kan Borgmester Søren Smalbro slå hælene i – ændre kurs som sin kollega.
Der skal værnes om vore kystområder, og hvem er nærmere til dette end kystkommunernes borgere og byrødder i skøn forening. Det er vores fælles ansvar.
Link til tidligere indlæg
Kristian Andreasen: Hjørring Kommune mangler vilje til at følge lokalplan i Rajen