Forsvarsminister Morten Bødskov (S), der hidtil har forholdt sig tavs til sagen om den nedslidte danske redningsflåde, bliver nu tvunget ind i den.
Det er Venstres folketingsmedlem Mads Fuglede, der er opstillet i Vestjyllands Storkreds, som vil tage sagen op med ministeren.
– Vi er blevet lovet nye redningsbåde, men der er ingenting sket. Jeg vil med det samme stille spørgsmål til ministeren, så vi kan finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, siger Mads Fuglede til Fiskeri Tidende.
Nye både har lange udsigter
Folketinget afsatte helt tilbage i 2014 et trecifret millionbeløb til nye redningsbåde på den jyske vestkyst, men den seneste melding er, at der på trods af dette kommer til at gå yderligere fem til otte år, inden de gamle redningsbåde bliver skiftet ud.
Et af de steder, hvor man er meget utålmodig efter at få en ny redningsbåd, er i Thyborøn, hvor man for nylig har været nødt til at tage den mere end 30 år gamle redningsbåd Martha Lerche ud af drift for at sende den på værft i Hvide Sande.
Et af de andre steder, hvor tålmodigheden ligeledes er sat alvorligt på prøve, er i Hanstholm, hvor redningsbåden er så gammel, at den kun har én motor, én skrue og ét ror, hvilket er helt utidssvarende for en redningsbåd, der i dag som standard har to af hver slags.
Et spørgsmål om liv og død
Både NordsøPosten og FiskeriTidende har flere gange skrevet om sagen, og forleden blev den taget op af DR, der bragte et længere indslag i TV Avisen om den nedslidte danske redningsflåde.
Her satte Jens Slot, der er formand for Foreningen af Danske Redningsmænd, en tyk streg under alvoren:
– Det er i værste fald et spørgsmål om liv og død. Vores fiskere og søfarende, der sejler kystnært, risikerer at skulle vente meget længe på at få hjælp, sagde han.
Minister ville ikke medvirke
DR ville til sin udsendelse gerne have haft en kommentar fra forsvarsminister Morten Bødskov (S), som Farvandsvæsenet hører under.
Ministeren ønskede dog ikke at stille op til et interview, men nu bliver han altså afkrævet svar i sagen.
– Vi er nødt til at få at vide, hvornår vi igen får noget ordentligt materiel til vores redningsfolk, for det duer ikke, at redningsbådene er så gamle, at de er ved at falde fra hinanden, siger Mads Fuglede.
Kilde: FiskerItidende.