Danmark er foreningernes land. Men Forenings-Danmark har det svært. De mange tusinder af små og store foreninger, der samler danskerne på tværs af alder og interesser om alle mulige aktiviteter kæmper hårdt for få lov til at bruge deres kræfter og deres penge på det, foreningerne er skabt til: Aktiviteter for deres medlemmer.
Bureaukratiet er blevet for meget. Det slår motivationen i stykker hos frivillige ildsjæle, som Forenings-Danmark er så afhængig af hver eneste dag. Det kvæler foreninger– og mange gode og vigtige aktiviteter, som danskerne i alle aldre normalt samles om og nyder i fulde drag.
Derfor vil det nordjyske folketingsmedlem, Maja Torp (V), have kulturministeren til at sadle om – og medvirke til det, Maja Torp kalder ”en redningsaktion for Forenings-Danmark”:
-Vi har simpelthen brug for en redningsaktion for Forenings-Danmark – og ikke mere kortlægning af den slags, som kulturministeren går ud og fortæller, at hun nu vil i gang med, siger Maja Torp.
-Der er en enorm mangfoldighed i det danske foreningsliv. Hver eneste forening er sig selv og har set helt eget formål. Men selv om foreningerne er unikke har de også fælles udfordringer.
-Bureaukratiet er blevet for meget. Og kontrollen er blevet for rigid, tung – og meget krævende og besværlig at arbejde med for den meget store underskov af mindre danske frivillige sociale foreninger. Det kræver masser af viden og indsigt at være formand, kasserer eller træner i selv en lille forening – og meget, meget mere tid end for bare nogle år siden.
-Hvis vi ikke gør noget – og gør det nu – så slår vi altså foreninger og aktiviteter, som kommer tusindvis af danskere til gode, ihjel. Idræt, koncerter, spejder, udflugter, sociale klubber, seniorfællesskaber, revyer, byfester, havnefester, festivaler – og meget, meget mere. Og jeg synes ikke, at foreningerne, deres frivillige og deres medlemmer skal snydes for noget af det, siger folketingsmedlem Maja Torp.
Bagatelgrænse skal redde foreninger
Venstre har – med opbakning fra DF, Radikale, Konservative, LA og NB – foreslået, at regeringen indfører en bagatelgrænse, som betyder, at foreninger kan slippe for at være omfattet af EU’s regler om beskyttelse af persondata og EU’s regler, som skal forhindre at foreninger bliver brugt til hvidvask af penge. Men endnu har regeringen ikke leveret på forslaget.
-Selvfølgelig skal kriminelle ikke kunne bruge danske eller europæiske pengeinstitutter til at hvidvaske penge fra deres kriminelle aktiviteter. Og selvfølgelig skal vi vogte over, at danskernes persondata ikke kan udnyttes af kriminelle. Derfor skal der også være klare regler for, hvordan vores persondata skal være beskyttet, men som reglerne er udformet i dag, er de så bureaukratiske, at mange mindre foreninger har svært ved at efterleve dem.
-Og EU-reglerne tillader bagatelgrænser. Så det er altså bare med at komme i gang – og foreninger og frivillige i hele Danmark venter altså på at kulturministeren begynder på at handle. Folketinget gør det samme. Og derfor stiller jeg nu kulturministeren en stribe spørgsmål, der skal få hende til at åbne øjnene – og sadle om, så vi sammen kan få gang i den redningsaktion for Forenings-Danmark, der er brug for, siger Maja Torp.
Bureaukratiet kortlagt
Ifølge det nordjyske folketingsmedlem er den kortlægning af bureaukratiet, kulturministeren nu vil i gang med, et dække for, at regeringen ikke har bidraget til at hjælpe foreningerne gennem de seneste fire år.
-Vi ved allerede, hvor bureaukratiet gør hverdagen svær for foreningerne. Det er blevet kortlagt mange gange. Der er brug for handling. Vi har brug for konkrete initiativer – og Venstre har sammen med andre partier også anvist flere veje til at lette hverdagen for Forenings-Danmark. Men regeringen gør ingenting – ud over at snakke.
-Det eneste, der sker – og bliver ved med at ske – er, at de frivillige flygter fra de mange tusinder af foreninger, der samler danskerne på tværs af alder og på tværs af landet, mens kulturministeren reelt sylter det bureaukrati, der gør det så svært at drive frivillige foreninger i Danmark. Det kan hverken foreningerne og deres frivillige – og de mange danskere, der nyder godt af foreningernes aktiviteter – være tjent med, siger Maja Torp.
MAJA TORPS PARAGRAF 20-SPØRGSMÅL TIL KULTURMINISTEREN:
- Hvad er ministerens kommentar til forsideartiklen i Jyllands-Posten 11. juni “Foreninger og festivaler mangler frivillige hænder” og efterfølgende artiklen siderne 6 og 7, “Kulturlivet håber at manglen på frivillige blot er et coronafænomen”, hvoraf det fremgår, at blandt andet Brønderslev Floorball ikke kan stille med frivillige til fodboldstævnet Dana Cup i Hjørring, som hvert år plejer at tiltrække 13.000 deltagere fra hele verden. Dana Cup mangler derfor i år 200 frivillige for at kunne afvikle stævnet.
- Kulturministeren inviterer foreningerne til at medvirke til en kortlægning af det bureaukrati, der gør hverdagen svær for danske foreninger. Kan ministeren fortælle, hvad der er sket, siden et flertal i Folketinget i sidste folketingsår opfordrede regeringen til at indføre en bagatelgrænse i forhold til de internationale hvidvaskregler og GDPR-regler, som trækker frivillige og kapital ud af mange danske foreninger?
- Kulturministeren inviterer foreningerne til at medvirke til en kortlægning af det bureaukrati, der gør hverdagen svær for danske foreninger. Kan kulturministeren fortælle, hvornår regeringen vil handle på forslaget om at indføre en bagatelgrænse i forhold til de internationale hvidvaskregler og GDPR-regler, som et flertal i Folketinget udtalte sig til fordel for i sidste folketingsår?
- Kulturministeren inviterer foreningerne til at medvirke til en kortlægning af det bureaukrati, der gør hverdagen og rekrutteringen frivillige svær for danske foreninger. Hvad kan ministeren fortælle om den tidsplan for kampagnen, ministeren arbejder efter?
- Kulturministeren inviterer foreningerne til at medvirke til en kortlægning af det bureaukrati, der gør hverdagen svær for danske foreninger. Hvad kan ministeren fortælle om den proces, der er tænkt i kampagnen?