Flot fremmøde torsdag aften på Den Grønne Plads i Horne, hvor Jens Guldsmed Thomsen netop tog afsæt i den gamle tradition i sin båltale til Sankt Hans:
“Hvert år når vi nærmer os Skt. Hans, er det naturligt at tænke tilbage på en del af traditionen, som vi holder fast ved endnu. Hekseafbrændingen.
Heksen har ikke altid hørt til på sankthansbålet – skikken stammer fra Valborgaften, hvor man tidligere brændte blus. Brændte det gamle og gjorde klar til det nye. Og den sære tradition med en heksedukke på toppen af bålet er først startet mange år efter den sidste rigtige hekseafbrænding.
Hvem var det egentlig de var, heksene? For det var jo ikke tegneseriehekse på flyvende koste, der sad og så fremtiden i krystalkugler. Jeg har mødt en enkelt kvinde, som i fuldt alvor kaldte sig selv for heks. Det var Danny Druehyld fra Rold. Hun var på én gang skrøbelig og frygtindgydende. En guldgrube af viden om urter og lægeplanter. Men hun sagde og gjorde også ting, som jeg ikke forstår eller tror på. Men heks, det var hun. I hvert fald ifølge hende selv. Hun døde sidste år.
Middelalderens hekse, tror jeg, for en stor dels vedkommende var kvinder (og enkelte mænd) – og måske noget indimellem – som bare ikke var helt som alle andre. Nogle af dem var helt sikkert datidens alternative behandlere. Eller slet og ret behandlere – for der var ikke nødvendigvis et alternativ. Mange af dem havde sikkert specielle evner og gaver, som de brugte til at lindre og helbrede mennesker og dyr. Ligesom Danny Druehyld. Men hvis behandlingen ikke virkede, kunne de blive udlagt som hekse.
Lægekunsten var dengang lagt i hænderne på munke, og var delvist viden- og forskningsbaseret. Men da munkene jo var en del af kirken, bekæmpede kirken aktivt mange af dem, der udenom kirken udøvede lindring og helbredelse på forskellig vis. Og derfra kom troen på, at hekse står i ledtog med djævelen. Dem, kirken ikke kunne lide, blev automatisk forbundet med djævelen, som dengang var et trusselsbillede på en helt anden måde end i dag.
Hvis man var en enspænder og boede lidt afsides, kunne det nemt blive tolket som om man var heks.
Hvis man havde et modermærke med en lidt speciel form, kunne det udlægges som et spor efter, at djævelen havde suget næring ud af én. Og så var man en heks.
Hvis man plantede kniven i en dørstolpe, var det et tegn på at man kunne fjernmalke fx naboens ko. Så hvis din ko ikke gav nok mælk, og din nabokone var lidt til en side, ja, så var hun jo nok en heks.
Hvis man var blevet uvenner eller kommet på kant med nogen, og de ville hævne sig, kunne de udlægge én som heks. Og så var løbet som oftest kørt.
En anklaget heks blev stillet for en dommer. Af og til offentligt og under jubel og tilråb fra en folkemængde. En rigtig pøbeldomstol. Ikke en særligt seriøs rettergang. Resultatet var ofte givet på forhånd. Og ellers var der jo hekseprøverne, der skulle bevise, om man var heks og dermed i ledtog med djævelen. Man kunne for eksempel få hænder og fødder bundet sammen og blive smidt i en sø. Hvis man flød ovenpå, så var man en heks. Hvis ikke – så kunne man risikere at drukne.
Den første hekseproces i Danmark fandt så vidt vides sted i 1536 og den sidste i 1693. Altså en periode på godt og vel 150 år, hvor man kunne blive dømt for at være sær eller på mistanke om at have forhekset nogen.
Jeg tænker på, at hvis vi havde fortsat denne praksis, havde der nok ikke været mange numerologer, akupunktører, kraniosakralterapeuter, irislæsere og andre alternative behandlere tilbage.
Man anslår, at maksimalt ca. 2.000 mennesker blev anklaget for hekseri – halvdelen heraf blev dømt, de fleste til døden.
Selv om det er grusomme tal, var vi – også på dette område – nogle dydsmønstre i Danmark. Blandt andet fordi vi havde en forholdsvis fremsynet lovgivning, der stillede større krav til bevisførelse og vidner end tilfældet var i andre lande. Men sikkert er det, at mange af hekseprocesserne og deres grusomheder skyldtes misundelse, uvidenhed og overtro.
Dydsmønstre eller ej – vi har altså henrettet ca. 1.000 personer, hvoraf flertallet ikke har gjort andet end at være naturhelbredere eller bare lidt til en side.
Så kan vi jo sidde i dag og vigte os af, at vi for længe siden har lagt den barbariske skik bag os, og nu om dage nøjes med at brænde en dukke af.
Mange steder på det afrikanske kontinent er de ikke helt kommet så langt. I Congo eller Nigeria kan et barn med fx pigmentfejl i huden blive udlagt som heks af medicinmanden eller et familiemedlem. Og så kan det ske, at barnet bliver udstødt af sin familie. Sat på gaden – nøgen – som femårig. Et BARN, for pokker! Det er så grusomt, at det næsten ikke er til at rumme.
Her i trygge og velordnede Danmark sker den slags jo ikke. Vi har andre ting at bekymre os om.
Vi ærgrer os over, at børnene ikke læser bøger, men hellere vil spille på iPad eller computer.
Vi kan ikke længere komme til at tale med nogen, når vi ringer, fordi telefonen bliver besvaret af en computer.
Vi kan ikke gå hen på skattekontoret med selvangivelsen – den skal indberettes eller i hvert fald godkendes på internettet.
Avisernes trykte udgaver sælger dårligere og dårligere. Folk læser avis på deres tablets, eller nøjes med de nyheder, de kan se gratis eller med reklamefinansiering. Formiddagsavisen BT meddelte i går, at de fra årsskiftet ikke længere udkommer på papir. Selv om jeg nu ikke synes, det er et stort tab for nyhedsbilledet.
Men hekseprocesserne; de findes såmænd stadig, og er ofte blot flyttet over på computere og telefoner ligesom alt muligt andet.
Vi springer lige lidt i det. Da jeg gik i skole, havde vi en lærerinde, Frk. Christensen, som vi børn godt kunne lide. Hun var skolebibliotekar. Lidt streng og gammeldags, og vi syntes, det var mærkeligt, at hun ikke var gift. Men vi kunne godt lide hende. En af de ting, vi holdt af hos hende, var hendes sprog med mange ordsprog og talemåder. Jeg husker særligt en episode, hvor en elev troede, han kunne få ret i en diskussion ved bare at råbe højere end lærerinden. Hun lukkede debatten og fik ro ved lidt bestemt at sige: Tomme tønder buldrer mest! Den var ikke mere dobbelttydig, end at vi med det samme forstod pointen.
I dag buldrer de tomme tønder også. Og de buldrer højt. Det kan man få en smagsprøve på, hvis man deltager i diskussioner på facebook, blogs og andre steder på nettet. Flere aviser har i perioder måttet lukke for brugernes kommentarer, fordi diskussionerne stak helt af og indeholdt hån, fornærmelser og trusler om både det ene og det andet.
Pøbelen står klar til at dømme og eksekvere straffen.
Kan I ikke godt se sammenligningen med heksene?
Hvis man føler sig dårligt eller ukorrekt behandlet, kan man jo altid bare svine folk til på facebook. Eller sætte sig med sin telefon og skrive en klage. Det tager få minutter. Vupti, afsted med den. Det kræver ingen særlige beviser eller vidner.
Som erhvervsdrivende skal man passe særligt på. Ved den mindste slinger i valsen farer kunderne ud og skriver en sviner på google, tripadvisor eller hvor som helst.
Hvis en skolelærer, eller en pædagog i en børnehave i sit privatliv siger eller gør noget, som forældrene ikke kan lide, kan forældrene uden videre rotte sig sammen og lave en smædekampagne mod vedkommende.
Hvis man ser nogen, der er specielt smuk eller specielt grim, kan man lige nappe et billede med telefonen og smide det på Instagram og udlevere vedkommende til spot og spe.
Det er jo ikke andet end hekseprocesser.
Folkedomstolen har sine egne regler, der ikke ligner demokratiets meget. Hvis man har hørt noget, føler man sig straks kvalificeret til at vidne mod nogen. Ligesom de mange coronaeksperter, der pludselig opstod, da pandemien rasede. Der var ingen grænser for, hvad de ’vidste’ eller i hvert fald gjorde sig kloge på.
Hvis man bare er mange nok, der råber højt nok. Har man så ret? Jeg hører Frk. Christensens stemme i mit hoved: Tomme tønder buldrer mest.
Nej, vi er SLET ikke færdige med hekseprocesserne. Og spørgsmålet er, om vi nogensinde bliver det.
Men vi har jo lov at blive klogere og gøre en indsats.
Vi kunne for eksempel begynde at læse bøger igen. Og læse højt for vores børn af bøgerne. Mens bøgerne stadigvæk findes. Tilegne os viden samlet af begavede mennesker. Redigeret af sprogbegavede mennesker. Korrekturlæst. Og vi kunne begynde at synge igen. Sammen. I stedet for kun at lytte til andres musik.
Det var måske også en idé at sortere lidt i de nyhedskilder, vi lader os oplyse af. Og bruge lidt bedre tid på at forstå baggrunden for nyhederne. Alt for mange mennesker betjener sig af useriøse, korte nyheder fra boulevardblade og tvivlsomme internetkilder. Hvis vi i højere grad satte os ordentlig ind i ting, var der nok knapt så meget at brokke sig over.
Vi kunne gøre os den ulejlighed at møde op til folkeoplysende arrangementer på højskoler, i forsamlingshuse, i kirkerne og på grønne pladser. Møde andre mennesker og lære dem at kende, i stedet for at sidde hjemme ved fladskærmene. Få hjernen tanket op med vitaminer og socialt samvær.
Det er også en mulighed, at vi sætter os ind i vores egen tro. Os der har én altså. I stedet for at kritisere andre for deres tro eller mangel på samme. De af os, der er kristne, har faktisk en bunden opgave i at fortælle om vores tro. Og det har nok aldrig været meningen, at vi skulle gøre det ved at spytte eller trampe på dem, der tror på noget andet. Men man skal jo have viden for at kunne lære fra sig.
Det var egentlig ikke meningen, at det skulle blive en sur opdragelsestale. Der er faktisk meget at glæde sig over i vores hjørne af verden. Lige nu er der friske asparges, makreller, danske jordbær, badevandet et 16 grader, mange har snart ferie. Vi går en sommer i møde, hvor der ikke er forsamlingsrestriktioner og vaccinationskøer. Vi er på trods af diverse krige og kriser rigere og bedre stillet end så mange andre mennesker i verden.
Unge danskere er i høj kurs i udlandet, fordi de gennemgående er dygtige og får gode uddannelser, har gode sprogkundskaber og kan gebærde sig de fleste steder.
Og i Danmark, bliver et femårigt barn ikke sat nøgen på gaden af sin familie, fordi det har en lys hudplet, eller to øjne med forskellige farver.
Det og meget mere kan vi glæde os over.
Og personligt vil jeg glæde mig over alle Jer, der kom her i aften. I gør lige præcis det, som jeg efterlyser. I har rejst Jer fra sofaen, forladt fladskærmen, fundet sammen med andre mennesker, sunget, lyttet.
Tak fordi I holder i en tradition i hævd, og tænder et bål med en dukke, der skal minde os alle sammen om at behandle hinanden ordentligt på et oplyst grundlag. Minder os om at næstekærligheden helst skal være større end uvidenheden og tvivlen. Minder os om, at vi skal lægge hekseprocesserne bag os.
Det kan vi helt sikkert godt finde ud af i fællesskab.
Tak for ordet, og rigtig god Sankt Hans!”