Coronapandemien har vendt turisme- og oplevelsesbranchen på hovedet, og nedlukningen af syv kommuner har sat erhvervslivet i Nordjylland under yderligere pres. Det får nu fire nordjyske borgmestre og Destination Nord til at rette henvendelse til erhvervsminister Simon Kollerup angående en akut hjælpepakke til nordjysk turisme.
Med det klare budskab ”GENSTART Nordjylland” opfordrer Birgit Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune, Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune, Mikael Klitgaard, borgmester i Brønderslev Kommune, Karsten Nielsen, borgmester i Læsø Kommune samt bestyrelsesformand i Destination Nord Karsten Madsen og direktør i Destination Nord Tonny Skovsted Thorup ministeren til at afsætte 20 mio. kr. til en særlig turismeindsats, som skal udmøntes i et samarbejde mellem destinationsselskaberne i Nordjylland og VisitDenmark på det internationale marked.
– Nedlukningen og de medfølgende restriktioner har katastrofale konsekvenser for det nordjyske turisme- og oplevelseserhverv, som hver dag mister omsætning og jobs. Derudover har de mange negative omtaler af Nordjylland som epicenter for spredningen af en ny pandemi enorme konsekvenser for det nordjyske turismebrand, hvilket vil tage år at genoprette markedsføringsmæssigt, siger Tonny Skovsted Thorup, direktør i Destination Nord.
Coronapandemien har i forvejen medført store konsekvenser for den nordjyske turismebranche, som i høj grad har manglet den sædvanlige tilstrømning af udenlandske turister, der normalt tegner sig for omkring 40 procent af regionens samlede turismeomsætning. Det har blandt andet betydet kraftige nedskæringer i kapaciteten hos rederier, luftfartsselskaber og blodrøde belægningstal på regionens hoteller. Håbet om genoprejsning blev således skudt til jorden med meldingen om yderligere nedlukninger, som har tvangslukket og umuliggjort indtjening for store dele af branchen.
Genetablering af Nordjylland som trygt rejsemål i højsædet
Der er i regi af Genstart-teamet for turisme- og oplevelsesøkonomi sat gang i en række udviklingsprojekter, som også forventes at involvere Nordjylland, men der er ifølge initiativtagerne behov for en særlig indsats, der har fokus på at genetablere trygheden ved at rejse til Nordjylland – privat såvel som i forretningsøjemed.
De fire borgmestre og Destination Nord fremhæver således, at der er behov for at genetablere og brande Nordjylland som et trygt og sikkert rejsemål, at stimulere efterspørgslen fra de danske såvel som udenlandske gæster samt styrke de virksomheder, som er afhængige af erhvervsturismesegmentet, der er blevet forværret yderligere af nedlukningen.
– Nordjylland er blevet bragt i en særlig situation, der gør os ude af stand til at konkurrere på lige fod med resten af landet. Det kalder på en ekstraordinær indsats, der på kort og længere sigt kan bidrage til at få gæsterne tilbage og det nordjyske brand reetableret, slutter Tonny Skovsted Thorup.
Destination Nord er en sammenslutning af de fire nordjyske kommuner Brønderslev, Frederikshavn, Læsø og Aalborg. Destinationen er blandt de største i landet med fokus på storby-, erhvervs- og mødeturisme og dels krydstogt-, kyst- og naturturisme og er således stærkt påvirket af nedlukningen.