Jobpatruljen i Nordjylland har i år også oplevet en stigning i anonyme henvendelser op til, at Jobpatruljen kører i uge 28 fra den 8. juli til den 14. juli.
Jobpatruljen er en oplysningskampagne, der har til formål at sikre unge mellem 13 og 17 år en ordentlig start på arbejdsmarkedet. Jobpatruljen har derfor også fokus på, hvilke barrierer, der kan være for at flere unge får et fritidsjob.
Sidste år talte Jobpatruljen med over 3.000 fritidsjobbere nationalt, og mere end 8/10 af de unge 13-17-årige havde oplevet brud på én eller flere love og regler, der gælder for dem på arbejdsmarkedet.
Jobpatruljen består af frivillige, der tilmelder sig én eller flere dage, hvor de kan køre ud og interviewe ungarbejdere i Nordjylland om deres arbejdsvilkår og oplevelser på arbejdsmarkedet. I år forventes det, at over 30 frivillige kommer til at køre med, når Jobpatruljen kører.
Hovedtemaet for årets Jobpatruljen er ‘Bedre forhold er nøglen til flere fritidsjobs’.
Forskning viser også, at fritidsjobs kan øge karaktergennemsnittet, mindske sandsynligheden for at begå kriminalitet og øge sandsynligheden for at blive optaget på en ungdomsuddannelse.
“Danskere er ikke nødvendigvis blevet mere tålmodige, og i dagens Danmark arbejder vi konstant med digitalisering, så hvis teknikken eksempelvis kan drille, så er det ikke alle, der kan holde hovedet koldt og tale pænt til vores ungarbejdere, der står på den anden side og skal håndtere problemerne, som de opstår”, fortæller Kristian Juul Kjær, koordinator på Jobpatruljen i Nordjylland.
Det er især de unge mellem 15-24 år, der har oplevet diskriminering eller dårlig behandling på arbejdspladsen: “Så kan man undre sig over, regeringen ønsker, vi skal sænke alderen for dem, der må sidde bag kasse, så statistikken i fremtiden potentielt også inkluderer de 13- og 14-årige”, fortæller Jon Harild, formand for HK Handel Nordjylland.
“I HK Handel har vi lavet en undersøgelse, der viser, at 8 ud af 10 af de butiksansatte har oplevet at blive talt grimt eller nedsættende til af kunder, og vi frygter lidt, at det er det samme billede, vi møder, når vi kommer ud og interviewer unge i Nordjylland”, lyder det fra formand for HK Handel Nordjylland, Jon Harild.
I år får Jobpatruljen også besøg af HK Danmarks forbundssektorformand for HK Handel, Mette Høgh, der kører med ud i Nordjylland om onsdagen. Hun flankeres af formand for HK Handel Nordjylland, Jon Harild, og koordinator for Jobpatruljen i Nordjylland, Kristian Juul Kjær.
På baggrund af mængden af anonyme henvendelser samt diverse forskningsresultater og undersøgelser frygter Jobpatruljen en stigning i antal af sager og regelbrud. Det inkluderer en gisning om, at flere ungarbejderne potentielt arbejder alene uden en over 18 til stede, flere oplever chikanerende adfærd og utrygge rammer på arbejdspladsen samt forhøjet arbejdsbyrde. Sidste år var der blandt andet sager, hvor ungarbejderne arbejdede for mange timer, og flere havde haft ubehagelige oplevelser med enten kunder eller kollegaer og/eller ledere.
“Vi har en forhåbning om, at mange af de initiativer, der blev sat i gang sidste år, har båret frugt, og at det arbejde, der er lagt i at forbedre ungarbejdernes vilkår, ikke er gået tabt.
Jobpatruljen kører aldrig med det formål at hænge arbejdsgiver ud, men derimod oplyse ungarbejdere og arbejdsgivere om de unges vilkår, så de får den bedste start på arbejdsmarkedet som muligt”, slår Kristian Juul Kjær fast.
Jobpatruljen er et samarbejde mellem 3F og HK.