Elever fra 4. årgang i SkoleCenter Hirtshals var i dag inviteret på besøg i byrådssalen hos borgmester Arne Boelt.
Besøget var en tak for den flotte gave, som årgangen havde lavet i anledning af Hendes Majestæt Dronning Margrethes fødselsdag, men det afstedkom naturligvis også interesse for at høre lidt om borgmesterens arbejde i Hjørring Kommune.
Arne Boelt fortalte om sin opvækst og vejen til borgmesterkæden. Han kom desuden lidt ind på sin kontakt til statsministeren i forbindelse med coronasituationen. Derefter var der spørgsmål fra børnene.
Hvad spørger man imidlertid en borgmester om? Er det hårdt at være borgmester? Hvor meget får du i løn? Bliver du tit genkendt på gaden? Er borgmesterkæden af ægte guld? Hvad laver du i løbet af en dag?
Borgmesteren svarede godt for sig, så børnene fik en anderledes, men også lærerig dag på rådhuset i Hjørring.