Af Mads Nygaard
Forfatter
En vinteraften i 2015 skulle jeg aflevere et brev fra myndighederne i en træhytte i Hjørring, som fire flygtninge lige var flyttet ind i.
De kom alle fra Afrika og var netop ankommet. De insisterede på, at jeg skulle komme indenfor. De bød mig en stol. Jeg satte mig.
Ingen af dem talte engelsk. Vi smilede, det var, hvad vi havde til rådighed. De blev hektiske. Åbnede køleskabet. Tomt. De åbnede alle skuffer. De fandt en dåse ananas. Èn af dem lokaliserede en dåseåbner. Ananassen fik luft. Jeg hader smagen af ananas. Men hvordan skulle de vide det?
De fandt en tallerken. Den nu åbnede dåse blev sat på bordet. Som juvelen på tallerkenen. Gaffel blev fundet. De nødede. Jeg tog en skive ananas på gaflen. Ind i mund. Jeg bed i det afskyelige. Smilene hos de fire gæstgivere blev større. Èn af dem havde en mobiltelefon. Han satte musik på den. Han placerede herefter mobiltelefonen ved siden af min tallerken. Lyd som krydderi til smag. Der var trommer.
Fire voksende smil. Jeg føjede smasken til lydbilledet. Smagen var nu anderledes. Den skide dåse ananas med tilhørende musik havde nu ændret karakter. Til et festmåltid. Åd rub og stub. Forlegen, forundret men hele molevitten røg ned.
I spørgsmål om luksus hives kaviar ofte frem. I min verden vil dåseananas altid være Beluga. Lærte det i Hjørring Asylcenter.
Af fire mennesker jeg ikke aner, hvor er i dag.
Men evigt taknemmelig er jeg!
