Af Bo Geertsen
Erhvervschef
Erhverv Hjørring
Dronning Elizabeth II af Storbritannien omtalte i 1992 året som et ”annus horribilis”. Selv om det var et 40 års regent-jubilæums år, var det ikke et år, dronningen ville mindes med glæde.
Vi er nok mange, der vil synes, at 2020 med rette kan få samme betegnelse – det har været et frygteligt år.
Det begyndte ellers godt. Ved årsskiftet til 2020 var der fortsat optimisme og opadgående kurver. Det rumsterede dog på den internationale bane: Virus i Kina, politisk uro i USA og Brexit, men generelt gik det godt i Danmark.
Det blev med ét slag vendt den 11. marts, hvor statsmisteren holdt den første af mange kommende pressekonferencer. Danmark skulle lukkes ned for at mindske smittespredningen.
Få havde måske forestillet sig, at en sådan situation kunne opstå, og udfordringerne var derfor kolossale.
Det offentlige, erhvervslivet, kulturlivet, uddannelsesinstitutionerne og alle vi borgere skulle finde nye måder at agere på – såvel professionelt som privat.
I Danmark kunne vi drage fordel af vores digitale kompetencer, og en effektiv digital infrastruktur. Vi blev hurtigt fortrolige med Teams, Skype og Zoom og fandt nye måder at arbejde sammen på – med afstand.
I Hjørring ErhvervsCenter skulle vi hurtigt omstille os til, hvad den nye situation betød. For vores virksomheder og for vores rolle.
Samtidig med, at vi havde en lang række vækstorienterede iværksætter- og virksomhedsopgaver, skulle der fokus på krisehjælp, og vi øgede vores kommunikative indsats med bl.a. hyppige nyhedsmails med information og vejledning om, hvor der kunne hentes information og hjælp.
Og faktisk har den dobbeltrettede indsats været kendetegnende hele resten af året. På den ene side fortsat fokus på hjælp til iværksættere og virksomhedsdialoger om vækst og udvikling, og på den anden side fokus på at understøtte erhvervslivet i krisesituationen.
Vi kan konstatere, at udfordringerne har ramt branchemæssigt forskelligt. Nogle brancher har mærket fremgang, nogle har kunnet klare skærene ved at tilpasse sig, mens andre har oplevet et katastrofalt år.
Dog med den totale nedlukning af kommunerne her i nord, som undtagelse. Den ramte alle hårdt. Rigtigt meget gik helt i stå, og det var vanskeligt at forholde sig til andet end krisehåndtering i virksomhederne. Samlet set har vores erhvervsliv lidt milliardtab.
I hele perioden har vores erhvervsforening Erhverv Hjørring været på banen. Planlagte arrangementer blev tilpasset til forholdene og mulighederne. Erhverv Hjørrings generalforsamling måtte skubbes helt hen til august og blev afholdt sammen med den årlige Business Get-Together.
Ved samme lejlighed uddeltes præmier til dygtige iværksætter-vindere af DYNAMIC StartUp Challenge konkurrencen og Med24 modtog årets Initiativpris.
I forhold til den erhvervspolitiske indsats var Erhverv Hjørring hurtigt på banen. Senest også under den totale nedlukning med en appel til regeringen om at være meget opmærksomme på de lukkede kommuners udfordringer.
Lad os håbe, at vores ”annus horribilis” – lige som Dronning Elizabeth’s 1992 – bliver et enkeltstående forfærdeligt år, og at 2021 giver os vores normale liv tilbage. Vi trænger til at kunne arbejde, ses og være fysisk sammen igen, både erhvervsmæssigt og personligt.
På trods af udfordringerne og den helt aktuelle stramning af restriktionerne, ønsker vi her i Hjørring ErhvervsCenter alle iværksættere, virksomheder og samarbejdspartnere en rigtig …