Af Mikael Justesen
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejserinde Mette om at det ville være en god ide hvis vi alle sammen blev testet for Corona. Det var den første massetest, mens Brostrøm var statholder i Styrelsen.
Og alle drog hen for at lade sig teste, hver til sit lokale testcenter. Også Josef drog op til en stor parkeringsplads, hvor der var opført en barakby, fordi han var nær kontakt til supersprederen David, for at lade sig teste sammen med Maria, sin forlovede, som ventede barn. (Hun havde været nær kontakt med “Helligånden”, men det er en HELT anden historie) Der stod de så og ventede sammen med tusinder og atter tusinder af andre.
Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en gammel kummefryser, for der var ikke plads til dem på hospitalet, der var proppet med Coronapatienter.
I den samme egn var der et par ministre og sådan, som sad inde i ministerierne og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.
Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Pfizers laboratorium; det er The Big One, Frelseren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en kummefryser. Og ved barnets fod ligger en bette ampul med noget væske. Dét er bare så vigtigt.« Og med ét var der sammen med englen en hærskare på Facebook, som lovpriste Pfizer og sang: Ære være forskerne og eksperterne i laboratorierne og på universiteterne! Stik til mennesker med Guds velbehag! (Der var også nogle få andre men dem var der ingen der gad høre på, heldigvis, og de skriftkloge gav dem navnet Sølvpapirhatte med ret til at bære samme)
Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde ministrene til hinanden: »Lad os holde et megafedt pressemøde og fortælle de andre om det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.«
De skyndte sig derhen og fandt nogle journalister og en viis mand der hed Kaare sammen med vaccinen, som lå i ampullen. Da de havde set det, holdt de pressemødet og fortalte, hvad der var blevet sagt til dem om denne vaccine, og alle, der hørte det, fik en vældig diskussion ud af det og folk skændtes lystigt på Facebook hvor alle mente en masse men få vidste noget.
Så vendte minstrene tilbage og priste og lovede Pfizer og andre gode kræfter en masse milliarder for deres indsats og møje. Da otte dage var gået, og vaccinen skulle tages i brug, fik den navnet “SørenB” fordi han fik os alle til at løfte hovedet da vi stod i lort til halsen.
Og sådan blev menneskeheden reddet endnu engang. Og de holdt alle sammen en giga krammefest med buffet og fælles punchbowle og de smagte hinandens fadøl og ham dér Marias bette knejt sørgede for de ikke løb tør for vin og brød og sådan.
Amen.
Mikael Justesen er direktør på TV2 Nord.