Pop og ballade med klare stænk af country og gennemtænkt musikidyl med strygere og kunstig julesne, ja, ja. Men da jeg – midt i de sidste forkrampede julegaveindkøb, med udsyn til timevis af gaveindpakning og rengøring og vanillekransebagning og … og … – i bilradioens fine stereo lillejuleaftensdag hørte Ingrid Andress‘ “Christmas Always Finds Me” blev jeg ramt af uforfalsket voldsom, momentan lykke. – Intet kunne holde tårerne tilbage. Midt på Margrethevej sad jeg bag rattet, som 47-årig, rørt, hulkende, ramt i solar plexus af julefred og julefryd; heltigennem lykkelig og forløst. Alt hang sammen og alt gav mening. Alt var som det skulle være. Corona kunne være Corona alt det, den ville. Det samme kunne den altid gnavende småirritation over dit og dat; altså være sig selv og ikke større og vigtigere end netop det … for ‘Christmas Always Finds Me’. – Driving home for Christmas. Slægters gang og engle, der daler ned i skjul. Jeg forlanger sjældent meget. Og slet ikke nu. Det var lige i dette øjeblik, at Julen kom til mig; med lykke og løfter om det, vi alle sukker efter: Ro, harmoni og fred i det små og på den helt store klinge.
Lyt til nummeret her: Christmas Always Finds Me
