Af Torben Gaardboe Stæhr
Med en lille beretning fra for længe siden ønsker jeg alle mine venner en god jul og et godt nyt år.
Nu er det første Corona år snart forbi. Jeg har taget tilløb til årets julebrev; – og som så mange gange er det blevet i sidste øjeblik.
Egentlig mærkeligt at det skulle være i sidste øjeblik, men det er den følelse, der melder sig, når en selv synes, det skulle have været skrevet forlængst.
Det er sket meget i dette år. Blandt andet har jeg fået sat en støtte på Leo Karis elverpige. Hun har i mange år ligget hengemt, fordi hun ikke kunne stå selv. Det kan hun nu. Billedet viser hende.
Da jeg lærte Kirsten at kende i 1965, lærte jeg osse et helt andet miljø at kende. Min svigermor holdt meget af at gå strandture i Svinkløv. Her samlede hun finurlige træstykker. Samlede dem sammen, og når der var nok tog mine svigerforældre på tur til Frøslev med træstykkerne for at aflevere dem til en trækunstner, som hed Leo Kari.
Leo Kari og hans kone Magda boede på den jord, som i 1970 og frem til i dag kom til at rumme Frøslevlejren. Det var her Danmarks første festival a la Woodstock blev åbnet samme år den 4. juli. Men det er sådan set en anden historie, og dog!
På et af mine første besøg hos mine svigerforældre kom jeg med på turen til Leo Kari. Jeg husker ikke så meget andet end en meget mørk og stille mand, der viste sine træskulpturer frem. Der var mange. Kirsten og jeg fik lov at vælge to figurer, hvoraf elverpigen er den ene. Den anden er en trold, som sammen med Buddha står på en hylde over en af husets døre. Magda og Leo Kari skrev en bog ”Der brænder endnu en kerte”, som er dagbogsoptegnelser fra besættelsen.
Mange år senere opdager jeg så, at Folkebevægelsen har en EU politiker, som hedder Rina Ronja Kari. Jeg fandt frem til hende på Facebook, og fortalte hende om min kontakt med Leo Kari, og spurgte om det var hendes bedstefar. Jeg fik hurtigt svar. Det var ikke hendes bedstefar; – det er hendes oldefar!
Den dag blev jeg klar over, at jeg nu er blevet gammel. Jeg fulgte med i hendes EU arbejde, og blev glad over, at der er unge mennesker med så mange ben i næsen.
Desværre blev Folkebevægelsen og Enhedslistens opstillingssamarbejde opdelt ved sidste EU valg, og Rina Ronja Kari blev desværre ikke valg.
Torben Gaardboe Stæhr er tidligere plantør i Tornby Klitplantage.