Lørdag var der fernisering på undervandsfotograf Nanna Kreuzmanns fantastiske billedunivers Stemmer under overfladen i Pixlarts udstillingskirke i Østervrå, som dermed har meget andet at byde på end fodboldlandsholdsspiller Joakim Mæhle.
Nanna Kreutzmann er prisvindende dansk freelance fotojournalist, dokumentarfotograf og undervandsfotograf, som tager sine undervandsfotos som såkaldt fridykker og dermed kun på ét åndedrag og altså med den ilt, der er indåndet i overfladen. I de seneste år har hun arbejdet som rejsefotograf og har tilføjet undervandsområdet til sit fotografi, idet den interesse er funderet i en dyb fascination af havet og en stor bekymring for miljøet.
– Det er denne fascinerende verden, Nanna Kreutzmann åbenbarer for os. En verden, der nok synes langt mere tyst og rolig, men ikke mindre dramatisk. Billederne leder os ind i et undersøisk univers, der sjovt nok føles nærmest overjordisk. Kreutzmann rejser jorden rundt til alverdens oceaner, og sætter sig ind i livsvilkårene dér – for både havdyrene og menneskene, fortæller skuespiller og byrådsmedlem Jørgen Bing, der deltog i ferniseringen hos PixlArt.
Kreutzmann rejser jorden rundt til alverdens oceaner, og sætter sig ind i livsvilkårene dér, for både havdyrene og menneskene. Og det bliver til både skildringer af havets magi, og dets skyggesider, som for eksempel den uoverskuelige forurening, som mennesket har bibragt det marine miljø, tilføjer Jørgen Bing.
Det er som allerede nævnt den ukuelige ildsjæl og leder, Tao Lytzen, som med den aktuelle udstilling fortsat promoverer fotografikunst fra den allerøverste hylde hos PixlArt i Østervrå.
Kreutzmanns fantastiske billeder vil desuden ved særlige seancer senere på foråret blive vist på nogle af de dramatiske klinter omkring Lønstrup.