Sindal og Omegns Havekreds havde kombineret et spændende foredrag med kredsens årlige ordinære generalforsamling.
Herfra beretter Havekredsen:
“Formanden for Sindal og Omegns Havekreds Preben Nielsen bød velkommen til de knap 40 personer, der var mødt op.
Derefter bød formanden velkommen til Kaj Andersen fra Flauenskjold, som har en kæmpe viden inden for alpine planter. Kaj Andersen viste os billeder og talte om én af Europas smukkeste haver med sjældne alpine planter. Haven ligger i Prag og er bygget op omkring granitsten, skærver og kalksten, og der er bl.a. lavet spaltebede, hvor planterne gror på en meget lille plads mellem stenene. De alpine planter er ganske langsomtvoksende og nøjsomme, og mange af dem blomstrer utroligt smukt.
Efter foredraget blev der serveret kaffe og kringle, mens der blev solgt amerikansk lotteri, hvor der var flotte gevinster.
Aftenen bød desuden på tre jubilarer i havekredsen nemlig Kirsten Jakobsen, som havde 50-års jubilæum samt Ulla Hedegaard og Pia Penderup, som begge havde 40-års jubilæum. Preben Nielsen sagde dem tak for trofast medlemskab og ønskede hjerteligt tillykke med blomster og gaveposer fra Haveselskabet.
Derefter var der generalforsamling, hvor formanden fortalte om det forgangne år og kiggede lidt ind i det nye år 2023 med omtale af bl.a. sommerbusturen, som går til Himmerland med havebesøg i en stor, flot landbohave; for derefter at køre langs Mariager Fjord til middag på Hvidsten Kro, hvorefter der venter besøg i en fantastisk flot japansk inspireret have nær Grenå.
Endvidere kom formanden ind på de omfattende strukturændringer, som Haveselskabet gennemfører først i det nye år 2024, hvor samtlige havekredse nedlægges, og der i stedet etableres én ny samlet havekreds pr. kommune. Derfor blev valg af bestyrelse suspenderet, og den nuværende bestyrelse fortsætter indtil begyndelsen af 2024, hvor der så skal vælges en ny bestyrelse for den kommende sammenlægning af Hjørring og Sindal havekredse”.
Foto: Privatfoto.