Det har alvorlige konsekvenser for både dyreliv og havmiljø, når der tabes eller efterlades fiskeredskaber i havene – såkaldte spøgelsesnet. Det skyldes, at redskaberne fisker videre, selv efter båden er sejlet i land. Fisk, havfugle og havpattedyr risikerer dermed at blive fanget i de net, der flyder rundt.
Samtidig udgør spøgelses-net et problem for erhvervsfiskere, der risikerer at få ødelagt deres fartøjer og redskaber, hvis for eksempel gamle net eller liner vikler sig om skruerne. Og så kan spøgelses-nettene udgøre en trussel for dykkere.
I en bred politisk aftale om Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogrammet (EHFAF) for 2021-2023 blev der i marts 2021 afsat 9 mio. kroner til indsatser mod marint affald. Nu åbner puljen for ansøgere, så man i løbet af foråret kan stævne ud på oprydningstogt.
Fiskeriminister Jacob Jensen siger i en kommentar. »Det er helt afgørende for vores havmiljø og således også for vores fiskeri, at vi løbende sørger for at få ryddet op i vores farvande. Mange af de her tabte og efterladte redskaber er nemlig lavet af plastik, som tager mange år at nedbryde i havet, og lige nu flyder der kilometervis af spøgelses-net rundt. Et efterladt fiskenet forvolder på den måde skade i mange år, hvor dyrene konstant er i fare for at sætte sig fast, mens erhvervsfiskere kan få ødelagt deres udstyr. Vi igangsætter nu en målrettet indsats for at få ryddet op i de danske farvande og særligt i Limfjorden, hvor forekomsten af spøgelses-net er størst. Vi skal have renset ud og skabt et bedre havmiljø.«
Baggrund
- De 9 mio. kroner skal gå til oprydningstogter såvel som forebyggende oplysningskampagner, der skal bidrage til at mindske mængden af affald i vores danske farvande.
- DTU Aqua har for nyligt gennemført et projekt, hvor de har undersøgt udbredelsen af spøgelsesnet i danske farvande. DTU Aquas analyser viser, at de største koncentrationer af spøgelsesnet findes i Limfjorden. Derfor har tilskudsordningen særligt fokus på oprydning netop der.
- Omkring en tredjedel af affaldet i de europæiske havarealer anslås at stamme fra fiskerisektoren, hvor redskaber eller dele af redskaber enten bliver tabt eller efterladt.
- Størstedelen af redskaberne er fremstillet af svært nedbrydeligt plastik, som bliver til mikroplast og nanoplast, der kan spredes til alle led af fødekæden og dermed også til mennesker.
- Indsatserne til opsamling af affald og forebyggende indsatser finansieres med 70 pct. midler fra den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) samt nationale midler.
Kilde: FiskerForum.