Nordsøen Fri Fagskole fremviser en fortsat udvikling, og er efter etableringen og igangsætning nu på vej over i en periode, der er driftspræget og hvor igangsætningsaktiviteterne kun fylder meget lidt i hverdagen.
En naturlig udvikling er ifølge bestyrelsen, at ledelsen af fagskolen nu skifter karakter fra iværksætteri til drift og vækst med et helt centralt fokus på at tiltrække nye elever til det helt unikke tilbud der er skabt i Hirtshals.
Peter Ernst Sundbæk har stået i spidsen for at gøre idéen om Nordsøen Fri Fagskole til virkelighed og at sætte en række initiativer i gang. Det har været en omfattende og intensiv proces, med et flot resultat til følge. Med det stade, som fagskolen nu har nået, står den overfor nye udfordringer, som kræver en ny ledelse, hvorfor fagskolen skal have en lederprofil.
– Vi er meget taknemlig for den fagskole Peter Sundbæk har skabt, og det han har givet Hirtshals og de unge mennesker, der vil håndens vej, men vi ser samtidig et behov for at fagskolen nu får driftsrettede kompetencer i den øverste ledelse for at fagskolen kan komme over i en ny fase af udviklingen. Vi har derfor besluttet, at Nordsøen Fri Fagskole skal have en ny forstander, der kan føre det der er skabt videre, siger bestyrelsesformand Jens Kirketerp Jensen.
Ændringen af ledelsen er ifølge bestyrelsen begrundet i, at fagskolen er på vej ind i en anden fase af udviklingen, og derfor er det valgt med rettidig omhu at ændre ledelsesprofilen nu, hvor tidspunktet er det rette i forhold til fagskolens fremtid.
– Nordsøen Fri Fagskole fortsætter på uændret vis med fagskoleaktiviteterne i de tre spor maritim service, gastronomi og outdoor turisme, der har vist sine absolutte berettigelse. Modsat vil der blive foretaget ændringer og omstruktureringer i de ledelsesmæssige relationer. Vi flytter fokus fra etablering og over til drift og stabilisering med henblik på at sikre yderligere elevfremgang, supplerer næstformand Karsten Mølgaard.
Anna-Stina Billund konstitueres som fungerende leder, indtil en ny forstander er udpeget til Nordsøen Fri Fagskole.