Ledige og jobsøgende kan glæde sig til årets Job- og Karrieremesse i Hallen Park Vendia i Hjørring den 14. marts klokken 9-12. Der er nemlig mulighed for at komme i kontakt med et rekordstort antal virksomheder målt i forhold til tidligere jobmesser i Hjørring.
Måske kan succesen tilskrives, at op mod 800 afgangselever fra de lokale gymnasiale uddannelsesinstitutioner denne gang er inviteret med.
Business Hjørring, som er hovedarrangør af messen, er i år indgået i et samarbejde med Hjørring Gymnasium & HF, EUC Nord samt HF & VUC Nord om at skabe en messe, som også sætter fokus på den yngre målgruppes karrierevej. Dette er baggrunden for, at Jobmessen i år har skiftet navn til Job- og Karrieremesse.
– Vores nye samarbejde med de gymnasiale uddannelser giver de lokale virksomheder en hel unik mulighed for at få de unge mennesker i tale. Mange af de unge vil være interesseret i et fritidsjob, et sæsonjob, et job i sabbatår eller måske i at tage en uddannelse. Så her har virksomhederne chancen for at gøre opmærksom på sig selv og dermed måske også sikre sig kompetent arbejdskraft på den længere bane ved at uddanne og fastholde de unge, siger Erhvervschef Ole Bendix
Ud af de i alt 800 afgangselever kommer EUC Nord med cirka 300 elever fra uddannelserne hhx, htx, EUD/EUX Business samt EUD/EUX Teknisk.
Studievejleder Annette Justesen er begejstret for de mange elever besøg på messen, og for det nye samarbejde, der er etableret mellem Hjørring Kommune/Business Hjørring og alle ungdomsuddannelser i Hjørring.
Det har styrket muligheden for, at EUC Nords hhx elever kan komme i praktik ved blandt andet én af de virksomheder, der er en del af Ungegarantien.
– Vi er meget spændt på at deltage med vores afgangselever for første gang og har en forventning om, at de opnår en rigtig god forståelse for, hvilke job – og karrieremuligheder der findes. Det falder i fin tråd med vores gymnasiums 3. årige Karrierelæring, siger studievejleder Annette Justesen
Krone Vinduer i Harken har været med på messen i flere år. Arne Nielsen, der er afdelingsleder og uddannelsesansvarlig, finder det endnu mere spændende, at der nu kommer flere besøgende og en ny yngre målgruppe forbi deres stand.
– Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at få flere til at søge ind indenfor håndværkerfaget, så vi ikke kommer til at mangle hænder. Derfor skal vi naturligvis deltage på messen, og det er også derfor, vi er medlem af Ungegarantien. Vi vil gerne vise os frem overfor de unge og fortælle, hvad vi er for en virksomhed – hvilke forskellige karrieremuligheder vi har, men også, at vi er en virksomhed, der tænker på miljøet og så videre, siger Arne Nielsen.
Antallet af udstillere er lige nu cirka 80, og der er plads og tid endnu til at tilmelde sig. Virksomheder der kunne være interesseret, skal kontakte Business Hjørring senest den 1. marts. Messen er både for udstillere og besøgende gratis at deltage i.
Få mere at vide:
Om Job- & Karrieremessen 2023
Udstillerne bliver løbende lagt på denne side
Om Ungegarantien: Et netværk bestående af skoler, uddannelsesinstitutioner og virksomheder i Hjørring Kommune, der arbejder sammen om at skabe de bedste vilkår for børn og unge for at træffe valg om uddannelse og job.