Torsdag i ugen før vinterferien var der fastelavnsfest i Mosbjerg. Festen begyndte i kirken, hvor sognepræst Lise Munk Petersen bød velkommen.
– Det er dejligt at se så mange børn og voksne. Hvor har i klædt jer flot ud. Her er jo prinsesser, blomsterpiger, bjørne, hekse og mange andre flotte udklædninger.
Lise Munk Petersen holdt en kort gudstjeneste, hvor hun sammen med børnene fortalte om dengang Jesus blev døbt af Johannes. Efter den sidste salme var klokken blevet halvseks, og i tusmørket gik alle til Dagli’ Brugsen, hvor der var “Slå katten af tønden”.
Efter tønderne var slået til jorden, stod brugsens bestyrelse klar med sodavand, pølsehorn, kaffe og fastelavnsboller.
Det er Menighedsrådet og foreningerne i Mosbjerg-Tolne samt Dagli’ Brugsen, der arrangerer den årlige fastelavnsfest, hvor der deltog omkring 100 børn og voksne.
Også Friskolens Støtteforening var til stede ved Brugsen, hvor de fortalte, hvad skolen og Børnehuset kan tilbyde.
Foto: Niels Helver.