Det er en enestående bedrift i Badmintonligaen at spille 12 år i træk i den samme klub, og hvis Zvonimir Durkinjak var det mindste i tvivl om, at han er VEB’s mest populære spiller nogensinde, er han det ikke længere efter hyldesten i går i Arena Nord i Frederikshavn.
Bagefter indrømmede han da også med et stort smil, at æresrunden i hallen efter præsentationen af de to hold var en tårevædet oplevelse for ham, og han er ellers ikke typen, som har let til tårer.
– Denne klub og alle folkene omkring betyder så meget for mig, siger Zvonimir Durkinjak.
Han fik endda lov til at spille aftenens sidste kamp, hvor han sammen med Victor Svendsen sikrede VEB sejren på 6-3. Dermed snuppede hjemmeholdet alle tre bonuspoint, så det var en vigtig sejr i den spændende topstrid inden sidste spillerunde på fredag.
Zvonimir Durkinjak er flyttet til Skagen, hvor han nu også har fået selskab af sin kæreste fra Kroatien. Han arbejder på Ruths Hotel, og det er planen, at parret skal blive i Skagen, hvor kæresten Mirna Strugar også skal arbejde, når papirarbejdet er på plads.
– Jeg er så glad for, at Mirna er kommet herop. Det føles skønt, at jeg ikke længere er alene, når jeg kommer hjem. Jeg har mange dejlige mennesker i Skagen, som er super søde ved mig, men det er noget andet, at Mirna også er her, smiler Zvonimir Durkinjak.
Han fik overrakt en gavekurv fra VEB, hvori der blandt andet var et padelbat. Kroaten spiller på 2. divisionsholdet i Skagen Padelcenter, og når Final 4 er afviklet i april, vil han spille mere padel.
– Det er ikke så hårdt for kroppen, forklarer han.
Planen er dog også, at han fortsætter med at spille badminton på VEB’s andethold i 3. division.
Link til tidligere artikel
Vendsyssel Elite Badminton slår topholdet Skovshoved og er klar til Final 4