Nytårsaften fejrede far og jeg hos faster Ingeborg og onkel Winther i Thorshøj, og vi vendte hjem 1. nytårsdag ud på aftenen. Far bemærkede – trods mørket – at køkkenvinduet stod åbent. Havde vi glemt at lukke det?
Da vi fik os låst ind, kunne vi ikke tænde lyset i gangen. Døren ind til stuen var blokeret – og da far endelig fik døren skubbet ind, kunne vi ligesom ane, at der var noget galt. Far tændte en tændstik, og vi så, at vores sparsomme møbler i stuen lå hulter til bulter. En ny tændstik; soveværelset var fyldt med fjer og krøluld. Sengene var væltede, dynerne klippet op og krøluldsmadrasserne flænget.
Vi fandt en stump stearinlys. Skaderne var store – et par stole var ødelagt – kopper og tallerkener i køkkenet slået i stykker. Sikringerne i elskabet var fjernet og vi havde ikke nogle ekstra liggende. Efter vi havde ryddet det værste til side, forsøgte far at få ild i kakkelovnen, men det lykkedes ikke, en kvalmende røg strømmede ind i stuen. Jeg husker ikke, hvordan vi kom i seng.
Næste morgen fandt vi en pibe liggende på køkkenbordet, som karlene havde efterladt. Jeg havde læst en del Jan-bøger – om den unge detektiv, så jeg mente, at der kunne være fingeraftryk på piben, og det kunne være medvirkende til at politiet fandt ”forbryderne”. Naboen Julius bankede på døren, han havde en stige med sig. Han havde opdaget, at der lå salpetersække ovenpå skorstenen, og var bange for, at vi måske lå døde på grund af kulilteforgiftning.
Jeg fik far overtalt til at melde indbruddet til politiet, og ved middagstid cyklede han til Sindal med det formål at kontakte landpolitibetjenten Søren Olesen. Far kom hjem nogle timer senere, og jeg var meget spændt på, hvad landpolitibetjente havde sagt, og hvornår han dukkede op. Men nej – fars mod var sluppet op – da han stod udenfor betjentens bolig, og han var cyklet tilbage med uforrettet sag. Naboerne Manna og Julius hjalp os med at få dynerne syet sammen.
Krølulden blev stopper ind i madrasserne, og revnerne limet sammen med melklister og gamle aviser. Vi boede i et lille hus på Lørslevvej som i folkemunde hed ”Lokomotivet” – fordi det oprindeligt kun havde haft en skorsten.
Huset var ejet af teglværksejer Jørgensen, og vi betalte 40 kr. om måneden i husleje.