Trawleren »Vibima« FN 219 fra Strandby var på fiskeri i Skagerrak i dét, der efterhånden må kaldes »trængselsområdet i dansk fiskeri«, da det omkring fem-tiden i morges blev trukket ned af en slæbebåd, der havde en pram under bugsering.
Heldigvis var der hjælp at hente fra én af de mange andre trawlere i området, der hurtigt kunne bjærge de to ombordværende fiskere i sikkerhed og væk fra det synkende skib. Skibet, der hurtigst kom de nødstedte fiskere til hjælp, var trawleren »Sletterhage« AS 410, der i nattens mørke blev opmærksomme på, at der netop var sket en påsejling tæt på deres position.
»Sletterhage« sejlede agten om den pram, der var under bugsering, og ganske svagt kunne de pludselig høre råb bag sig. Ebeltoft-trawleren vender rundt og her ser de to fiskere fra »Vibima« sidde oppe på stævnen, som er det eneste synlige, der stikker op over vandet. Heldigvis var der godt vejr i området, og »Sletterhage« bakkes tæt på det synkende skib, hvoefter begge fiskere uden besvær kunne hoppe over. De fik hurtigt noget tørt tøj på og lidt varmt indenbords.
Efterfølgende blev de to fiskere fra Strandby hentet af redningsbåden fra Hirtshals, »Margrethe Gaardbo«, som var kommet »Sletterhage« i møde, for at tage de forulykkede fiskere med ind til Hirtshals Havn til sikker grund under fødderne og et læge-tjek.
Besætningen på »Sletterhage« fortæller, at »Vibima« formentligt kom imellem slæbebåden og prammen. Der var ingen AIS på selve prammen. Ned-sejlingen skete så hurtigt, at fiskerne på Strandby-trawleren ikke nåede at få noget med sig og heller ikke nåede at iføre sig deres rednings-dragter eller vest.
De to fiskere, der var med i redningen af besætningen på »Vibima«, er rigtig glade for at kunne assistere, hurtigt og effektivt, så ingen kom til skade og situationen taget i betragtning også fik dem sikkert reddet over fra den synkende trawler, der nu ligger på en position stik nord for Hirtshals.
Kilde: FiskerForum.