Dansk Folkehjælp Hjørring kan onsdag den 1. marts fejre seks års fødselsdag i genbrugsbutikken Bispensgade 91.
I dagens anledning er der halv pris på alt i butikken, og det gælder ugen ud. Der er dog ikke halv pris på kaffe og lidt sødt til gæsterne på selve dagen – det er nemlig gratis.
Genbrugsbutikken på Bispensgade i Hjørring har et stort udvalg af tøj, sko, legetøj, bøger og så videre, og det hele er i god stand. Butikken er et rigtig hyggeligt sted med søde mennesker, der alle arbejder frivilligt for den gode sag.
Dansk Folkehjælp Hjørring er en humanitær organisation som blandt andet hjælper udsatte grupper i Hjørring. Der arbejdes i Dansk Folkehjælp med tre hovedområder som er: Forebyggelse og førstehjælp, frivilligt socialt arbejde, samt nødhjælp og udviklingsarbejde i udlandet.
Alle kan støtte, og det kan du se mere om på hjemmesiden.