– Det er kun et spørgsmål om tid. Det mener Kent Olsen, der er videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum.
For han er sikker på, at der nok skal komme flere ulve til Nordjylland, de skal bare lige over Limfjorden, skriver TV2 Nord.
– Der er ingen tvivl om, at Limfjorden udgør en væsentlig barriere for ulvenes spredning, men der er jo to ulve, der med sikkerhed har krydset.
Hanulve i Nordjylland
Ud af de 30 ulve, som blev registreret i Danmark i 2022, befinder kun to hanner sig i Nordjylland. En i Lille Vildmose, og en i Råbjerg tæt på Skagen.
– Grunden til at vi kun har to, er at mange andre nok ikke ønsker at krydse. De finder føde ved at gå tilpas langt, siger han.
Man ved med sikkerhed, at ulven i Råbjerg har krydset Limfjorden i forbindelse med Aggersundbroen, da den kom til Danmark tilbage i 2017. Det ved man, fordi der er fundet DNA-spor i nærheden af broen.
Når en kan, så kan andre vel også, er Kent Olsen sikker på.
– Så det er bare et spørgsmål om tid, før der er en ny ulv, der ikke vender om, men faktisk krydser Limfjorden. Hvornår det sker, det er ikke til at sige.
Over Limfjorden
Bestanddelen af ulve i Danmark vokser, så derfor er der stor sandsynlighed for, at der er et individ, som vil prøve og have succes med at krydse Limfjorden på den ene eller anden måde.
– Vi ved, at ulve er ret gode til at svømme, så det kan de sagtens. Det er selvfølgelig bare lidt nemmere at gå langs med Limfjorden, end at gå ud, siger Kent Olsen.
Kent Olsen følger tæt ulvene i Danmark, og derfor kan han også se, at flere ulve tidligere har bevæget sig op nordpå.
– Der er en række af de ulve, som vi kan se, der har været oppe ved Limfjorden, hvor de så har bøjet af og har fundet andre steder at slået sig ned. Det kan godt være, hvis de var vandret videre, at de var kommet tilbage, siger han og fortsætter:
– Så der skal nok komme ulve til Nordjylland, hvornår det sker er ikke til at sige præcis, for det er i høj grad styret af tilfældigheder. Men det kommer til at ske.
Kilde: TV2 Nord.