Mens flere nordjyder har nydt godt af solen i den forgangne uge, så kan det meget vel være forbi i den kommende uge.
Der har i løbet af ugen allerede lydt meldinger om snevejr i Nordjylland på trods af, at kalenderen siger forår.
Og nu lyder den seneste melding fra DMI ikke blot på sne, men på snestorm, skriver TV2 Nord.
Meldingen lyder på snestorm i hele landet i en kategori 2, som er farligt vejr. Varslingen er gyldig fra den 6. marts fra klokken 23.00 til den 8. marts klokken 06.00.
– Vær forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og forstyrre trafik og forsyning. Følg myndighedernes råd, og vær ekstra opmærksom, når du færdes ude, lyder opfordringen.
DMI varsler kraftigt snefald, når snemængden overstiger 15 centimeter på seks timer over et større område. Der varsles snestorm, når der ventes snefald på mere end 10 centimeter på seks timer, og middelvinden overskrider 10 meter i sekundet.
HVIS DU BESLUTTER DIG FOR AT TAGE AF STED
- Tag hjemmefra i god tid. Kør om muligt i dagtimer og ikke alene, og bliv på de større, ryddede veje.
- Kør kun ud, hvis du har vinterdæk eller snekæder.
- Rens alle ruder og lygter for sne og is.
- Medbring varmt tøj, et træktov, en lille skovl, et tæppe, en opladt mobiltelefon, en batterilygte og evt. noget varmt at drikke.
- Kør forsigtigt og hold afstand. Husk, du har længere bremselængde og sværere ved at styre.
Kilde: TV2 Nord.