Det er en glad Ib Madsen fra Dansk Folkeparti, som nu midlertidigt genindtræder i regionsrådet i Region Nordjylland, hvor han var medlem i perioden 2018-2021.
”Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet. Jeg var rigtig glad for at sidde i regionsrådet sidst, for jeg havde mange gode kolleger og er en type, der kan samarbejde med alle. Og så interesserer det politiske arbejde mig meget,” siger Ib Madsen.
Han afløser Kristoffer Hjort Storm, der har taget barselsorlov. Ib Madsen får plads i social- og psykiatriudvalget, og det er han meget tilfreds med.
”Psykiatrien er et område, der ligger mit hjerte meget nært. Jeg er meget optaget af, at vi får forbedret forholdene for børn og unge, der mistrives. Vi kan ikke være bekendt, at børn skal vente flere år på at blive undersøgt. Jeg vil arbejde for, at der bliver fundet penge til at ansætte nogle flere børne- og unge-psykologer,” siger Ib Madsen.
Byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital vil også have DF’erens skarpe fokus.
“Sygehuset burde jo for længst have været færdigt og er blevet meget dyrere end budgetteret, så det er selvfølgelig også noget af det, jeg vil have meget fokus på,” siger Ib Madsen.
Den 65-årige DF’er bor i Brovst. Han manglede blot 140 stemmer i at blive genvalgt til regionsrådet ved valget i 2021.