Torsdag aften var der dømt håndboldkamp i Tornby Hallen. Begge Tornbys 3. divisionshold havde spillet sig frem til 5. runde i Santander Cup og mødte højere rangerede modstandere.
Tornbys 3. div. kvinder mødte Skive fH, 2. div. i kampen for at komme videre til næste runde. Selvom Skive således spiller i en række højere end Tornby, gik de gæve piger fra Tornby til opgaven med krum hals og ydede en stærk og imponerende indsats.
På flere områder spillede Tornby-pigerne lige op med Skive-holdet, men overmagten blev til sidst for stor, og Tornby måtte forlade banen med et nederlag på 29-23. Men der skal lyde stor ros til pigerne for en flot og koncentreret indsats igennem hele kampen.
Aftenens næste kamp stod mellem Tornbys 3. div. herrer og Grindsted fra 1. div. Her mødte drengene fra Tornby et stærkt hold, som tydeligvis er vant til at spille håndbold på et højere niveau. Tempoet i spillet var tårnhøjt, og ikke mindst i kontraspillet viste Grindstedholdet en uhyggelig styrke. Drengene fra Tornby tog dog modigt kampen op, og lod sig på ingen måde slå ud.
Alle ydede det bedste de kunne og holdet scorede hele 17 mål mod den stærke modstander. Forhindre en 36-17-sejr til Grindsted kunne Tornbyspillerne dog ikke. Sebastian Kjær blev topscorer for Tornby med 3 mål. Målmand Morten Møller imponerede med hele 12 redninger fra de hurtige og stærke Grindsted-spillere.
Begge Tornby-hold er således slået ud af Santander Cup og kan nu koncentrere sig om de sidste turneringskampe.