Hvad den afgående direktør og bestyrelsen end måtte have haft af problemer med økonomien, kan der tydeligvis ikke sættes en finger på den kunstneriske kvalitet ved Vendsyssel Teater.
Hvad det sidste med kvaliteten angår, er teateranmelderne nemlig som tidligere påpeget stort set enige, idet de allerede har leveret en sand stjerneregn til det lokale teaters igangværende forestilling Arturo Uis uhindrede vej til magten.

Senest er det denne søndag Trine Wøldiche, som i JyllandsPosten spreder fem flotte sjerner og masser af ros ud over det store lokale teater i Hjørring. Den fremadstormende instruktør Sigrid Johannesen har nemlig ifølge anmelderen iscenesat en alternativ og yderst velgennemtænkt version af Bertolt Brechts gangsterdrama Arturo Uis uhindrede vej til magten.
“De syv skuespillere, hvoraf over halvdelen er uddannet inden for de seneste par år, udgør et velspillende hold, der leverer overlegne præstationer med høj energi,” fastslår Trine Wøldiche.
“Med pomadehår og seler i de højtaljede, brune bukser bevæger Tina Gylling sig i rollen som Ui overbevisende fra indsmigrende opkomling til magtfuldkommen diktator, mens der underliggende hele tiden er noget modsætningsfyldt i hendes personskildring, som først til sidst udfoldes i fuldt flor og giver mening for publikum,” uddyber anmelderen i Jyllands Posten.
Anmelderen føler sig kort fortalt taget ved næsen, men på en finurlig og ekstremt gennemført vis, der ganske tankevækkende og på virkelig underholdende vis trækker tråde til nutidens magthavere.
Sikke et fornemt skudsmål til såvel instruktør som skuespillere!
Link til udvalgte tidligere artikler
Hjørring Kommune reagerer på udfordret økonomi hos Vendsyssel Teater