Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget har henover 2022 drøftet cafeteriadriften i Hallen Park Vendia, idet Dana Cup Sportscenter i maj 2021 meddelte, at de ønskede at opsige deres forpagtningsaftale af caféen med udgangen af september 2021.
Hjørring Hallerne overtog derfor driften af caféen, jævnfør administrationsgrundlaget for Hjørring Hallerne.
Administrationsgrundlaget blev politisk besluttet af det tidligere Fritids-, Kultur- og Bosætningsudvalg 3. april 2017 og er vedlagt sagen som bilag 1. Derudover er oplæg fra Byrådets temamøde d. 15. februar 2023 vedlagt som bilag 2.
Af administrationsgrundlaget fremgår det, at cafédriften som udgangspunkt bortforpagtes og at der kun opretholdes kommunal drift, såfremt det ikke er muligt at opnå bortforpagtning af cafe-/kioskfunktionen. Den kommunale drift skal efterfølgende planlægges efter at være økonomisk neutral og defineres som såkaldt accessorisk virksomhed, der betyder, at cafédriften og salg fra caféen skal udformes, så den understøtter driften af idrætsfaciliteter. Cafédriften blev i 2021 og 2022 sendt i genudbud, men der var imidlertid ingen, der ønskede at give et bud på forpagtningen og cafeteriet har siden da været driftet af Hjørringhallerne.
Hjørring Hallerne har desuden været i dialog med de foreninger, der benytter Hallen Park Vendia, for at afsøge muligheden for en foreningsdrevet café, men det er ikke lykkedes at få en aftale i stand med foreningerne.
På den baggrund er der behov for en fornyet politisk beslutning vedr. administrationsgrundlaget for cafédriften i Park Vendia og hermed, hvilket serviceniveau, der skal være for cafédriften.
I det følgende beskrives derfor 4 scenarier vedr. cafédriften. De 4 scenarier vil på forskellig vis beskrive, hvordan Hjørring Hallerne, foreningerne og andre aktører kan indgå i driften ifald det ikke er muligt at bortforpagte cafeteriadriften. I den forbindelse gøres der opmærksom på, at der fortsat hvert andet år indhentes bud på forpagtning af cafeteriadriften. I den sammenhæng skal der ses på, hvorvidt uge 30, hvor Dana Cup gennemføres, skal indgå som del af forpagtningsaftalen.
Scenarie 1: Cafédriften drives af Hjørring Hallerne i samarbejde med foreningerne
Drift: Med scenarie 1 tages der udgangspunkt i det nuværende administrationsgrundlag for cafédrift i Hjørring Hallerne. Af administrationsgrundlaget fremgår det, at cafédriften som udgangspunkt skal understøtte større arrangementer og stævneaktivitet samt levere mødeforplejning og kiosksalg til faste brugere/foreninger af Park Vendia samt mødeforplejning til interne kommunale møder. Der må ikke leveres forplejning til private, lukkede sammenkomster og større kommercielle arrangementer.
Hjørring Hallerne vil med scenariet få en koordinerende funktion med fokus på at opretholde de formelle krav for køkkendrift og hygiejne (smileyordning mv.), mens den daglige drift skal ske i et samarbejde med de foreninger, der benytter faciliteterne i Park Vendia.
Økonomi: Da Hjørring Hallerne med forslaget har en koordinerende rolle, vurderes der behov for en årlig budgettilførsel på 0,300 mio. kr. Disse midler skal dække Hjørring Hallernes udgifter til løn, forbrugsafgifter mv.
Scenarie 2: Cafédriften drives af Hjørring Hallerne og skal udelukkende understøtte større stævner og events
Drift: Med scenarie 2 tages der udgangspunkt i, at caféen kun har åbent ved større arrangementer og stævneaktivitet. Der vil i scenarie 2 dermed ikke være mulighed for café-/kiosksalg i det daglige, til de faste brugere af Park Vendia, ligesom der heller ikke vil være mulighed for mødeforplejning til interne kommunale møder.
Med scenariet vil Hjørring Hallerne fortsat få en mindre koordinerende funktion i forhold til at overholde de formelle krav til køkkendrift og hygiejne mv. Derudover vil Hjørring Hallerne skulle drifte caféen, når større arrangementer og stævner gennemføres.
Økonomi: Med forslaget forventes Hjørring Hallerne fortsat at få en koordinerende opgave, der dog vil være mindre end i scenarie 1, idet caféen kun vil have åbent til større arrangementer og stævner. Det vurderes derfor, at der med scenarie 2 bliver behov for en årlig budgettilførsel på 0,200 mio. kr. til dækning af løn, forbrugsafgifter mv.
Scenarie 3: Cafédriften er udelukkende foreningsdrevet ellers lukkes den ned
Drift: Med scenarie 3 vil driften af caféen udelukkende være foreningsbåret. Dermed vil Hjørring Hallerne ikke have en koordinerende funktion ind i cafédriften og foreningerne vil dermed også få ansvaret for at sikre gældende regler og krav i forhold til køkkendrift, hygiejne mv. Der vil ikke være åbent til større stævner mm., men alene til foreningernes eget brug.
Hvis der ikke er mulighed for at opnå en fuldstændig foreningsdrevet drift, vil cafédriften lukkes ned.
Økonomi: Med forslaget vil Hjørring Hallerne ikke have udgifter vedr. cafédriften, men mangle den budgetterede forpagtningsafgift på 0,060 mio. kr. og det foreslås derfor, at den budgetterede indtægt på 0,060 mio. kr. fjernes fra Hjørring Hallernes budget.
Scenarie 4: Cafédriften skal ske i samarbejde med socio-økonomisk virksomhed
Drift: Scenarie 4 indbefatter, at cafédriften skal ske i samarbejde med en socio-økonomisk virksomhed.
I fald det besluttes, at cafédriften skal ske i samarbejde med en socio-økonomisk virksomhed, kræver det en nærmere analyse af, på hvilken måde en socio-økonomisk virksomhed kan indgå i driften.
Økonomi: Det vurderes, at scenariet vil medføre en større årlig udgift end de øvrige scenarier, men det kræver en nærmere analyse at vurdere et specifikt finansieringsbehov. Derudover foreslås det, at der afsættes 0,200 mio. kr. til en overgangsperiode, hvor Hjørring Hallerne drifter caféen, indtil der er lavet en nærmere analyse af scenariet. Alternativt skal caféen holdes lukket i overgangsperioden. Hvis det besluttes, at den socio-økonomiske virksomhed ikke skal betale forpagtningsafgift, foreslås den budgetterede indtægt på 0,060 mio. kr. fjernet fra Hjørring Hallernes budget.
Hjørring Kommune har de seneste uger, modtaget 3 henvendelser fra brugere af Hallen Park Vendia, vedr. den manglende café. Disse henvendelser er vedlagt sagen som bilag 3, 4 og 5.
Lovgrundlag
Kommunalfuldmagten
Kommunens idræts- og kulturanlæg drives med hjemmel i først og fremmest kommunalfuldmagten og Folkeoplysningsloven. Der er derimod ikke i sig selv hjemmel til, at kommunen driver restaurationsvirksomhed. Hvor det alligevel er lovligt, er det fordi, at det har karakter af såkaldt accessorisk virksomhed – et tilbehør. Kommunen kan drive bar, café, cafeteria, når det er en del af den helhed, som en idrætshal er. Accessorisk virksomhed er en opgave, der i sig selv falder udenfor kommunalfuldmagten, men som har en så nær og naturlig sammenhæng med en lovlig kommunal (hoved)opgave, at den alligevel accepteres som en hjemlet opgave i henhold til kommunalfuldmagten.
Økonomi
I nedenstående skema fremgår de økonomiske konsekvenser ved de 4 scenarier:
Økonomi vedr. scenarier (mio. kr.) | 2023 | 2024 og fremover |
Scenarie 1: Cafédriften drives af Hjørring Hallerne i samarbejde med foreningerne | 0,300 | 0,300 |
Scenarie 2: Cafédriften drives af Hjørring Hallerne og skal udelukkende understøtte større stævner og events | 0,200 | 0,200 |
Scenarie 3: Cafédriften er udelukkende foreningsdrevet ellers lukkes den ned | 0,060 | 0,060 |
Scenarie 4: Cafédriften skal ske i samarbejde med socio-økonomisk virksomhed | 0,200 | ? |
I 2023 foreslås midler overført fra 2022 målrettet øget aktivitet i hallerne anvendt til at finansiere evt. budgettilførsel til Hjørring Hallerne. For 2024 og fremefter foreslås det, at udgiften finansieres indenfor rammen til fritids- og folkeoplysningsområdet, idet der er tale om en funktion, der bidrager til at understøtte det folkeoplysende foreningsarbejde. Dette vil imidlertid medføre, at den samlede ramme til lokale- og aktivitetstilskud vil blive reduceret.
I tilfælde af at cafédriften bortforpagtes, tilbageføres tilførte midlerne fra Hjørring Hallerne.
Børne- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstillede
- at Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget overfor Byrådet tilkendegiver, hvilket scenarie, der skal gælde som serviceniveau for cafédriften i Hallen Park Vendia.
Beslutning
Et flertal af Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget besluttede at anbefale scenarie 4, jf sagsfremstillingen overfor Byrådet.
Et mindretal bestående af
Daniel Vestergaard (C), Erik Høgh Sørensen (UFP), Christian Engen (V) og Mathias Holger Nielsen (C) pegede på scenarie 3.
Bilag
- Hjørring Hallernes administrationsgrundlag af 3. april 2017
- Oplæg Park Vendia 15 februar 2023
- Henvendelse fra Mette Brath, gymnastikinstruktør
- Henvendelse fra Mads Bang, Træner Hi u9 fodbold
- Opråb fra Bagterp Gymnastikafdeling
- Oversigt over brugere samt belægningsoversigt ved Hallen Park Vendia
Kilde: Hjørring Kommune.
Link til tidligere artikel
Trods frivillige hænder er forplejning op ad bakke i Hallen Park Vendia