I arbejdet med byens udvikling ved Tannisbugt efterspørges ofte tal, hvilket har motiveret Tversted Borger og Turistforening til at undersøge og regne lidt på tingene.
Foreningen regner med, at der årligt er mindst 300.000 overnatninger af turister i Tversted, hvilket udgør omkring 22 procent af overnatningerne i Hjørring Kommune. Dertil skal regnes mindst 150.000 overnatninger af sommerhusejere og cirka 100.000 besøgende på dagsbasis i Tversted. Ikke mindst den sidste gruppe kommer på grund af let adgang til kysten.

Sommerhusområderne i Hjørring Kommune kan desuden se frem til vækst. Ikke mindst tallet for tilflyttere fra andre kommuner er positivt i sommerhusområderne. Tversted forventes at opleve en befolkningsvækst på 14 procent de næste 10 år. Tversted er den eneste af de 41 landsbyer i kommunen, som kan se frem til en vækst.
Løkken og Vrå forventes også at få en befolkningsfremgang i samme størrelsesorden som Tversted, og lidt mindre vækst forventes i Sindal og Tårs. Alle andre byer i Hjørring Kommune må se frem til tilbagegang i befolkningen
Kilde: Tversted Borger- og Turistforening.


