Nu er det forår, og traditionen tro er det sprudlende revyhold fra Mygdal igen klar med en omgang spas og løjer og underholdning på højt plan.

Privatfoto.
Revyen er for alle, også selvom man ikke lige kommer fra selve Mygdal, kan man sagtens se revyen og få sig et godt grin.
– Vi har rystet posen godt i år. Der er sange og meget sjov både fra lokalområdet og fra hele kommunen. Det er simpelthen en revy for alle. Vi vender lidt af det, der er sket det sidste års tid. Den lokale præst kommer blandt andet forbi scenen, og det samme gør Hjørrings borgmester. Vi laver gerne grin med de lokale, men det er altid med et glimt i øjet, fortæller Mads Froberg.
Der er hele 26 forskellige numre, publikum kan more sig over. Her kan nævnes: Vendelbo for begyndere, Præsten, Benny og Jette, En almindelig dag, På toilettet, Skeen i den anden hånd, Hos lægen, Andedammen, Swingerclub, Blotteren, Dalton brødrene, Bedste dog, Put n’ take og meget mere.

På scenen i år er Mads Froberg, Lillian Andersen, Kalle Sørensen, Hanne Bendtsen og Nikoline Knudsborg. Det hele bindes sammen af Lotte Knudsborg, der er instruktør, og Frantz Rønkilde sørger for, at lyden er perfekt.
Det hele foregår i Mygdal Forsamlingshus med to forestillinger.
Første revyaften er torsdag den 30. marts klokken 19.00. Aftenen indledes med Mygdal Revyen og herefter er der stort kaffe og kagebord med hjemmebag. Prisen er kun 75,00 kroner.
Lørdag den 1. april er der festaften, der indledes med spisning klokken 18.00. Herefter er der revy, og efterfølgende spiller DJ Møller op til dans til den lyse morgen. Pris for hele herligheden er blot 250,00 kroner.
Billetter kan købes i Brugsen og hos Jens Bak på telefon 61 14 81 41.


