Langt de fleste i Hirtshals og såmænd rigtig mange andre i det ganske land lærte Den Gamle Station i Hirtshals at kende igennem ægteparret Lisbeth Birgersson og Svend Petersen.
På Den Gamle Station fik parret 10 fantastiske år sammen med hinanden, med byen og med de mange gæster, som besøgte dem til deres koncerter, udstillinger, workshops og møder af forskellig slags.
Svend Petersen døde dog sidste år, hvilket desværre oven i sorgen har gjort det vanskeligt for Lisbeth Birgersson, der lever af sin svenske pension, at blive boende i den ærværdige gamle bygning i Hirtshals.
Derfor søger Lisbeth Birgersson nu en eller flere, som vil overtage et fantastisk hus på 550 kvadratmeter at bo i og ikke mindst bruge. Parret købte huset tilbage i januar 2012.
Lørdag formiddag besøgte fruen og jeg Lisbeth Birgersson, som gæstfrit viste rundt i det store hus, hvor hun på let forståeligt svensk fortalte om bygningen, der blev bygget som jernbanestation i 1925 uden for det, der dengang kun var et fiskerleje, men siden blev til havnebyen Hirtshals.
– Stationen fungerede kun som jernbanestation til 1928 og som et såkaldt trinbræt i nogle år, indtil banen blev flyttet til den nuværende placering. Herefter fungerede huset i en lang årrække som sommerpension og efterfølgende hermetikproduktion, tysk kommandostation og beboelse, fortæller Lisberth Borgersson, som sammen med Svend Petersen skrev Den Gamle Stations historie, som blandt andet kan læses i et særtryk i anledning af bygningens 90 års fødselsdag i 2015.
– I 1983 blev huset foreslået nedrevet, men blev bevaret og renoveret ved lokal, frivillig arbejdskraft og sponsorater. Fra 1990 fungerede det som kulturhus, medborgerhus og forsamlingshus. Hjørring kommune har desuden udpeget Den Gamle Station som bevaringsværdig og har markeret bygningens status i en lokalplan, uddyber Lisbeth Birgersson.
Mens Lisbeth Birgersson byder på kaffe og chokolade i et af husets køkkener, fortæller hun, at man som ejere af en bevaringsværdig bygning forvalter et stykke kulturarv, med alt hvad det fører med sig. Således vil ombygning og ændring af husets udtryk som regel kræve dispensation, mens en nedrivning altid vil kræve dispensation. I den aktuelle lokalplan for stationen findes nærmere anvisninger med hensyn ændringer. Kommunen vil til støtte for ejeren udarbejde information med hensyun til vedligeholdelse af huset. Det kan man alt sammen læse meget mere om under menupunktet Bygningskultur hos Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Hjørring.
– Da Svend og jeg som nye stationsforstandere flyttede ind på Den Gamle Station, havde den stået tom i omkring to år, bortset fra den lokale radiostation i en lejlighed ovenpå. Vi mærkede hurtigt, at de fleste i Hirtshals havde været i huset til konfirmation, bryllup eller andre fester, og de kunne fortælle mange sjove historier. Vi blev mødt med en bølge af venlighed, som fik os til at fortsætte med at holde huset åbent for kulturaktiviteter. Og det har vi aldrig fortrudt, fastslår Lisbeth Birgersson.
Gennem stationen og dens udstillinger, musik og møder, voksede ægteparret så at sige sammen med byen og dens kulturliv. Lisbeth Birgersson er stadigvæk overrasket over, hvordan det klingede og lyste i huset lang tid efter, at gæsterne var gået hjem efter et lille eller stort arrangement.
– Jeg er nu alene på stationen. Tiden er kommet til at forsøge at få nogle yngre mennesker til at overtage huset. Dels er det et helt vidunderligt sted at bo, gedigent bygget og med en skøn akustik og et herligt lys. Hele stuetagen kan bruges til forskellige aktiviteter. Vi har boet i stationsforstanderens lejlighed på første sal. På anden sal har vi haft vore gæster boende. Vi har levet uden at bygge om på huset, hvilket vi mener har været både fint, givet os nye måder at leve på, samt en god økonomi, uddyber Lisbeth Birgersson.
– Huset holder historien levende og giver mange muligheder for fællesskab med byen og med Vendsyssel, ja, langt ud i landet. Også til København. Vi har fået musikere og kunstnere fra de store byer til at komme og skabe og udfolde sig på stationen. De er blevet overrasket over det skønne landskab, den gode fisk og det interessante liv, som de kan møde her. De er gerne blevet flere dage, siger hun med et varmt smil.
– Vi har skabt en have på stationens forside, som var en imødekommende entre for dem, som skulle med toget. Gradvist har vi givet jorden bakteriekompost, plantet træer og bærbuske og dyrket grønsager og andet. Her står også en nyplantet sølvpil, som et mindetræ for Svend, hvis sidste ønske var at komme tilbage til stationen. Her har hans træ ofte selskab af en lille flok gråspurve, som i hele vores tid og måske siden 1925 har haft reder oppe under taget, mindes Lisbeth Birgersson.
– Vores relativt korte historie på stationen har været et eksempel på, hvordan en privat beboelse kan kombineres med et kulturelt og politisk samfundsliv i et historisk hus. Til glæde for både det private liv og for samfundslivet. Vi har levet på to pensioner og har kunnet lave arrangementer, som finansierede sig selv, eller lagt hus til andre arrangementer uden omkostninger for os. Vi har ikke udlejet lokalerne til for eksempel fester. Men vi har af og til haft vore egne store fester med op mod 80 personer, forklarer Lisbeth Birgersson, som forståeligt nok så nødigt vil se det gamle hus solgt til formål, der ikke giver samme glæde til borgere og gæster i Hirtshals.
Ved bagsiden af huset, hvor togene tidligere kørte, har stationen ud imod Peder Rimmensgade sin egen store parkeringsplads, som er meget praktisk ved koncerter og større møder.
Fruen og jeg takker for kaffe og ærgrer os over, at vi ikke er 20 år yngre, idet vi hjertens gerne havde taget over for at sikre, at bygningen fortsat kan fungere som et attraktivt kulturhus i Hirtshals.
