Det har givet småt med jomfruhummere at være på fiskeri i Skagerrak den seneste uges tid.
Det fortæller Oliver Mikkelsen Kloster, der fisker med trawleren L 511 Lasse, skriver Fiskeri Tidende.
– Det er virkelig noget skralderværk lige nu, siger han.
Han har fisket i Skagerrak fra Hirtshals siden begyndelsen af januar, hvor han lagde om fra rødspættefiskeri til fiskeri efter jomfruhummere.
– Det er nemmere at få havvejr heroppe på den her tid af året. Det har også været rimelig fornuftigt bortset fra den sidste uge. Priserne har ligget stabilt på 65 til 70 kroner for de store og 35 til 40 kroner for de små, siger han.
Når han fisker rødspætter, foregår det på Nordsøen fra Thyborøn.
– Vi havde et godt fiskeri efter rødspætter i sommer, men i efteråret kunne vi ikke rigtig fange noget, siger han.
Han glæder sig til gengæld over, at brændstofpriserne er faldet noget tilbage.
Senest tankede han til 5 kroner og 50 øre per liter.
– Da prisen begyndte at stige, og den ramte fem kroner sidste år, kan jeg huske, at vi sagde til hinanden, at nu kunne det da ikke blive dyrere, men der må man sige, at vi blev klogere. Det højeste, jeg har tanket til, er 9 kroner og 19 øre. Det var i juni eller juli sidste år. Så er det trods alt bedre, som det er nu, siger han.
Kilde: Fiskeri Tidende.